(En douce) Tekst: Ludvig Brandstrup og Paul Sarauw. Musik: Maurice Yvain
Li' fra jeg endnu
knap kunde gaa, saa
var jeg Gadens Ven.
Intet i Verden
syntes jeg, kunde
maale sig med den.
Altid den samme
Tummel og Larm -
den elsker jeg, fordi
det er jo Livet selv,
som gaar forbi.
Vi er med i den store Strøm,
og vi glider som i en Drøm
lige ned ad Gaden -
vi skal jo alle samme Vej,
lige ned ad Gaden,
det gælder baade Dig og mlg
for naar Gaden drager os,
saa maa vi afsted,
og naar Strømmen tager os,
maa vi følge med
lige ned ad Gaden
- om saa det regner eller sner
- lige ned ad Gaden,
om vi græder eller ler.
Ingen ved, hvorfor vi gaar.
Ingen ved, hvorhen vi naar –
Dag og Nat og Aar for Aar
Strømmen gaar afsted -
- og vi gaar med.
Sol over Gaden,
Husene gløder –
Parkens fine Løv,
striglet af Aske,
sværtet af Røg -
og Gaden fuld af Støv,
dyb som en Brønd
og hed som en Ovn,
hvor Sjælen brænder op
- .der presses Hjul mod Hjul
og Krop mod Krop.
Ja - og dog er dens Smil saa blidt.
Aah - hvor har jeg dog gaaet tidt
lige ned ad Gaden,
naar det var Sommer i mit Sind,
lige ned ad Gaden,
naar Solen kyssede min Kind,
og naar Smaabørn sjippede
paa de glade' Ben,
medens Spurve pippede
mellem Gadens Sten –
lige ned ad Gaden
- det er dog der, vi hører til –
lige ned ad Gaden,
hvor vi er Brikker i et Spil,
hvor de høje Huse staar,
hvor de tunge Hjul, de gaar,
og hvor stadig Aar for Aar
Strømmen gaar afsted
og ta'r os med.
Ingen i Verden
kender vel Gaden
halvt saa godt som jeg.
Hvem har vel set den
ligge saa taaget,
raa og kold og bleg?
Hvem har vel set den
flamme ved Nat
i tusind Lampers Skær? -
Jo, det har. jeg -
for jeg var altid der.
- Fra jeg gik mine første Skridt
og til siden, da jeg blev smidt
lige ned ad Gaden .
og saa i Rendestenen - hej –
lige ned ad Gaden,
der var der altid Plads til mig.
Lad dem blot forstøde mig –
Livet er saa kort -
saa kan Gaden· føde mig,
til jeg bli'r kørt bort,
lige ned ad Gaden
en Dag for allersidste Gang -
lige ned ad Gaden,
hvor alle Stenene de sang –
hvor de høje Huse staar,
hvor de tunge Hjul, de gaar,
og hvor stadig Aar for Aar
Strømmen gaar afsted
og ta'r os med. -