Melodi: Måske Solitudevej
I Dragør bor en pige der fiks og smart
den lille Lone i lårkort.
Hun har så søde ben at ingen ikke en kan
syntes kjolen er for kort.
Hver onsdag gik hun glad og uforsagt
til folkedans og klædt i Ama'r - dragt.
Men der var kjolen lang og tækkelig
og ikke skygge af lårkort.
Men så forleden dag da hun tog kjolen ud
af skabet rynked' hun panden.
Hvorfor dog være en på 6 af ugens dag'
og så om onsdagen en anden.
Hun hented' mors den store skræddersaks
og lo og gav sig til at klippe straks.
Så tog hun kjolen på og spejled sig
en Ama'r - pige i lårkort.
Da hun trådte ind i salen på kro'n
så vagte hun ærlig talt sensation
de studsede og man hviskede lidt
og gjorde mægtig store øjne.
Men Lone syn's nu man skal vise hvad man har
det sværre er livets vår kort.
Musikken spilled' op til bette man i kniv
og Lone svang sig i lårkort.
Hos drengene var glæden mangefold
men pi'rne tog nu nok lidt forbehold.
Og selv om kjolen skal vær' kort for tid'n
så bli'r vel spørgsmålet hvor kort.
Men nu har Lone dannet skole selv om nogle
stadig syn's hun er for kort.
Når folkedansen går er stadig flere pi'r
som lille Lone i Lårkort.
Kun ældre folk kan ingen flænge næh
de spø'r sig selv hvad det skal ende med
Men kan man li' at se på pigeknæ
så har man chancen med lårkort.
De bære den fine hue som før
og livsstykken de med guldkæder snør
og skoene er i almuestil
men nederdelen snupped' saksen.
Man syntes dansen går som ingen sinde før
og det er sjældent man standser.
Før så det ud som pi'rne trillede afsted
nu kan man se at de danser.
De flyver lystigt over stok og sten
på lange slanke søde pigeben.
Og alle ved de hvem der hitted' på't.
den lille Lone i lårkort.