Melodi: Jens Chr. Hostrup - Tekst: Herman Wildenvey
Hør Lines enkle sang,
en liden klages klang,
mens syreneme de knoppes langs med muren.
Den synges til spinet,
så bitter, blid og træt,
alt mens våren spiller orgel i naturen.
Jeg mødte dig en vår
med majregn i hår
og med dug og duft i alle hjertets egne.
Og det rosenkys jeg gav,
det var bare dugvådt af,
at det aldrig ville holde op at regne.
Så fulgte du mig hjem,
og mit vindu' stod på klem,
og du klatred' som vor vildvin op ad væggen.
Vi var så unge vi,
det bedste er forbi,
men jeg mindes det i kvældslig duft af hækken.
Nu råder jeg dig til
at gøre som du vil,
og din vej den skal jeg ingensinde krydse.
Ja, dans og drik og sov,
har du lyst, så har du lov.
Det bli'r aldrig mere mig, som du får kysse!
Ak, falskhed er en dyd,
forandring er en fryd.
Og der kommer nok en mand, som han er kaldet!
Bedrage er en sport,
og livet er så kort:
Og jeg danser mig ihjel i kvæld på ballet.