Mel.: A.P. Berggreen 1841
Menneskelivet - Aften - 779
1
Lyksalig, lyksalig hver sjæl, som har fred!
Dog ingen kender dagen, før solen går ned.
2
Godmorgen, godmorgen! sang fuglen på kvist;
tit så den aftensolen bag fængselets rist.
3
Tit dufted, tit nikked småblomster ved gry;
før aften lå de knust under haglvejrets sky.
4
Tit leged småbarnet i morgensol rød;
ved kvæld det lå på lejet så stille og død.
5
På jorden ej lever så salig en sjæl,
jo lykken kan omskiftes fra morgen til kvæld.
6
Lyksalig dog sjælen, som kender Guds fred,
skønt ingen kender dagen, før solen går ned.
7
Godmorgen! vi sjunge med fuglen helt fro,
skal selv i mørke fængsel til natten vi bo.
8
Guds børn kan sig glæde som blomster ved gry,
skal selv de ligge knust under aftenens sky.
9
Som barn kan jeg frydes i morgensol rød,
om også jeg før aften er stille og død.
10
Guds fred og godaften! vi sjunge ved kvæld.
Vor Herre selv bevare hver flygtende sjæl.
11
Lyksalig, lyksalig hver sjæl, som har fred!
Guds fred er sjælesolen, som aldrig går ned.
B.S. Ingemann 1841.