(Menuetten) Gammel menuet Forf.: Chr. Richardt
Månen går så langsom og så løj,
sikker på sit monopol;
men fra riddersalens lyse fløj
klinger fløjte og fiol.
Hvor de luegyldne rammer
med en oldefader brammer,
figurerer egnens adel
uden frygt og uden dadel
om ballets sol.
Som en poppel for en sagte vind
afmålt menuetten går;
frøknen har et rosenflor på kind
til det liljehvide hår;
greven så huldsaligt sukker,
når han for sin dame bukker.
Hånden rækker hun ham varligt varligt,
men særdeles farligt,
som selv han spår.
Og de svæve fra den gyldne sal,
bort fra ballets brask og bram,
og de hilse fra altanen sval
månen i den stille dam:
"Disse skygger, hvor charmante!"
"Disse stjerner eklatante!"
Greven er så tungefærdig,
han er født, og født elskværdig;
hvo modstår ham!
Og han hvisker, medens hånden let
værner om moustachens kunst:
"Del med mig den rødmende claret,
som et pant på eders gunst!
Skønne frøken, tør jeg håbe? ... "
Åh, da spilder han en dråbe.
Ja, ti, tolv på hendes robe!
Spildte lykke, spildte dråbe!
Ak, alt omsonst.
Døv for hans veltalenheds musik
stum hun stirrer på sin dragt,
og forsvinder med et vredesblik,
som, fortolket, kunne sagt:
"Ak, en plet på navn og rygte,
sligt bør ej beaumonden frygte
oh, men pletten på min kjole!
Nej! På ham kan ingen stole!
Tag min Foragt!"
Løj: stille, rolig. Det liljehvide hår: der er ingenlunde tale om en aldrende pebermø - vi befinder os i de pudrede parykkers dage. En født greve var i hine tider immervæk finere end en, der blev adlet til greve på sine egne bedrifter. Beaumonden: det fine selskab.
Visen skulle vist i et og alt tale for sig selv. Et lille elegant sidestykke til pointen i f.eks. Henrik Hertz' "Pater Joseph, lån mig øre", hvor det også er den aldeles underordnede forseelse, der medfører den helt store fortabelse. Sådan er livet nu engang.