Thorvald Aagaard 1932 - N. E S. Grundtvig 1861
1 Menneskelivet er underligt,
langt mer end vi kan beskrive;
dog lysner det op fra slægt til slægt,
hvor mennesket holdes i live.
2 Mennesket er hverken fisk eller fugl,
kan dog både svømme og sjunge,
han står som en gud i dyrekreds
med ordet som lyn på sin tunge.
3 Fuglene alle med næb og klø'r,
om de lagde hoveder sammen,
de hitted dog ej på det mindste ord,
som hører til menneskestammen.
4 Underligst og af alt på jord
er menneskerøsten i ørken
med ord om, hvad intet øje så,
men hvad dog har magten og styrken.
5 Menneskeånden, det er et ord,
som ingen af os kan udgrunde,
menneskelivet dog er dens værk
med ordet i menneskemunde.
6 Sjæle og kroppe i tusindtal
kan menneskeånden forbinde,
dem gennemtrænge med ord som lyn,
så alle de et får i sinde.
7 Menneskeånden, det er en kraft,
som kan ikke selv sig forklare;
men hvor den findes i råd og dåd
kan kraften sig klart åbenbare.
8 Mennesket er i Guds billede skabt
med levende ord på sin tunge,
og derfor kan han mellem træ'r og dyr
med guderne tale og sjunge.
9 Menneskebørn i den grønne lund,
hvor fugle i bøgene sjunge!
I skønne derpå: det er guderne ligt
at tale med mennesketunge!
10 Sjæle og kroppe med folkemund,
som trodse med ordet mod ånden,
de glemme dem selv som menneskebørn
og blive til dyr efterhånden.
11 Fugle og fiske og vilde dyr
da fødes i menneskehammen;
og stene må græde, når folk som fæ
da vil lægge hoveder sammen.
12 Menneskelivet er underligt
for menneske selv som for myre;
men dyrelivet i menneskeham,
det er et forhekset uhyre.