Mel.: Johann Kugelmann 1540
Lovsange - 12
1
Min sjæl, du Herren love,
hans navn mit hjerte frydes ved;
i kor med fugl i skove
lovsyng med tak hans miskundhed!
Han råded på din vånde bod
og al din skyld forlod;
han til sin barm dig drager,
dit banesår er lægt;
den hvile, dér du smager,
gør ung trods alders vægt;
han skifter ret og tager
fortrykte i sin varetægt.
2
Han os har åbenbaret
sin vilje og sit sandheds ord;
sin Søn han ikke spared
og sendte fred med ham til jord;
hans nåde er så rigt et væld,
som gav i gry og kvæld
de bange sjæle trøsten,
der søgte ham i nød;
som glæden er om høsten,
hans fred er himmelsk sød;
så fjernt som vest fra østen
vor synd er sænkt i havets skød.
3
En fader vil forbarme
sig over sine egne små,
og Herren gav os arme
sit fadernavn at kalde på;
vor skabning kender han og ved,
at al vor herlighed
er græsset lig på ager,
i morgen er det hø,
en rose fin og fager,
der dufter for at dø,
et løv, som vinden jager,
så er vor lod på verdens ø.
4
Guds miskundhed alene
grundfæstet står i evighed;
sin kårne brud den rene
fra slægt til slægt han holder ved,
dem, som bevaret har hans pagt,
hvem kronen er tilsagt,
hvor engle hist i kæde
om Himmel-tronens glans
Gud Herrens pris udkvæde
for livets sejerskrans.
Min sjæl, istem med glæde:
Al æren er og bliver hans!
Sl 103. Johan Gramann (Poliander) (1530). Dansk 1569. C.J. Brandt 1888.