Folk si'r om mig, jeg drømmer alle dage,
og noget sandt er der vel i de ord.
Hvem vil ej gerne drømme sig tilbage
til hver en plet, hvor mindets blomster gror?
Hver lille ting, der lyser som en stjerne
i min erindring stiger for mig frem.
Hver nat, hver dag,
jeg færdes i det fjerne,
så drømmer jeg om dig, mit barndomshjem.
Den store by har tusind gyldne glæder,
men som en fremmed vandrer jeg blandt dem,
og alt omkring mig smiler eller græder,
jeg drømmer kun om dig, mit barndomshjem.
Jeg går på ny langs brede, grønne grøfter,
hvis pragt så rig jeg intetstands har set,
blandt brune banker, mellem dybe kløfter,
hvor tusind hjem som perler ligger spredt.
Jeg ånder dybt og kvæger mig ved duften
af hyld og æbleroser efter regn,
hvor er en vin så kostelig som luften,
så ren og rig, som i min barndomsegn?
En drøm som brast, dog glemmes ingensinde,
hvor langt i verden end jeg vandt mig frem,
vandt gods og guld, i hjertet inderst inde
jeg drømmer kun om dig, mit barndomshjem.