Mel.: Tiden skrider, dagen rinder
Menneskelivet - Morgen - 744
1
Morgenrøden sig udstrækker,
solens stråle hoved rækker
over skove, mark og eng,
som i aftes gik til hvile.
Op, min sjæl, til Gud at ile,
op fra nat og søvn og seng!
2
Gode Gud, min lyst og glæde,
nåde-solens rette sæde,
tak og ære være dig,
at du dog i nattens tåge
med dit øje ville våge,
lyse freden over mig!
3
Styrk mig, lær mig, lad mig blive
tålig, trøstig her i live,
bedre mig hver dag og stund!
Jesus mig alt godt tilføje,
gid jeg har et vagtsomt øje
på det mig betro'de pund!
4
Hør dem alle, som dig beder,
trøst dem, som i angest sveder,
glæd de bange, gør dem fro,
som er fast i sorgens snare;
Gud os alle vel bevare
fra samvittigheds uro!
5
Tænk på mig og alle mine,
gid vi frem i tiden trine
med en hjertens syndebod!
Kom så, Jesus, kom at ende
tidens møje og elende
med en time, som er god!
Det 7. morgensuk. Thomas Kingo 1684.