Handelsstandsforeningens og Borgerforeningens fællesfest 21/1 1956.
Mel.: Skærslibervisen.
Når vi nu samles i disse sale -
vi handelsfolk og vi borgermænd -
til fællesspisning og fællestale
og fællesdans, vil vor fælles ven,
der sidder oppe og slår klaveret,
gi tonen an til vor fællessang.
Vi synger om, hvad der er passeret
det sidste år, der nu gik sin gang.
Den første måned var trist og dyster,
men så kom sneen i februar,
og vi fik afløb for vilde lyster
på ski og skøjter, som vi nu har.
Og sneen lå, hvor den nu var landet,
den fjernes ikke, før selv den tøer,
og da det skete blev smeltevandet
i byens gader til rene søer.
De næste mån'der begyndte byen
så småt at vågne til dag og dåd.
På »Kongen« skulle der nu en ny en,
mon også nu at han havde råd?
Man spekulerte om det blev godt vejr,
og om sæsonen ku' gi' lidt mønt;
thi året forud var det så vådt vejr,
det sled humøret en kende tyndt.
Men varmen væltede over landet
i juni måned som aldrig før,
og folket væltede ud til vandet,
og alt og alle var kronisk tør.
Der var et leben og liv ved havnen -
et hav af biler med folk og fæ -
hver færge propfuld til agterstavnen,
og færgelejet sank helt i knæ.
Så bragte juli os Fannikdagen,
hvor mænder mødte med skæg og hat,
og da vi havde afviklet sagen,
så sku' påny vi ta' festligt fat.
For selve Kongen med mindre følge -
ør af den lugt fra de sild, der er
i Esbjerg - drog over bliden bølge
til Nordby og så på bil'der der.
Sidst i august smed man sig i skyggen
og ånded' efter sæsonens slid,
men længe lå ingen vist på ryggen -
vel højst en hel lille månedstid.
Så tog man fat på i »Industrien«
at fikse op på det store hus,
det har den trængt til lie siden krigen,
nu blev det altså det store sus.
De vise fædre, der står for »Mik«er,
de lagde ho'derne godt i blød
hele oktober, den sag er sikker,
og de blev opløst til en slags grød,
hvoraf de dejnede i november
titansk Tattoo og en mægtig mik
med skønne kvinder og skotske kæmper
med sang og tale og god musik.
Den hele verden er rent af lave,
for vi fik torden ved Juletid,
det var en bragende julegave,
og kort forinden var jorden hvid.
Fra skyens dække hr. Thor nedsendte
det allerkæreste kuglelyn -
der eksploderede hos C. Lenthe -
hvem sku' det ellers gå til i byen?
Og vi fik rygter om bro og færge,
fik svampedille og skib på strand.
Fik det, der glæder, og det der ærgrer,
fik tørke og en dramatisk brand.
Nu har vi anno seksoghalvtredse,
hvad det vil bringe, det ved vi når
vi - måske gnavne - måske tilfredse -
igen kan mødes til næste år.
Herluf Jensen.