Mel.: Tysk 1672
Menneskelivet - Morgen - 756
1
Nu gløder øst i morgenskær,
og dagen bryder frem.
Min sjæl, med himlens fuglehær
din Herres pris istem!
Han førte mig af mørket ud
og kaldte sig min Gud.
2
Den sol, der lyser til mig ned,
har han på himlen tændt;
og regnen til mit urtebed
har han af skyen sendt.
De muntre blomsters farvespil
blev af hans vilje til.
3
Han kendte mig fra moderskød
og fulgte mine år;
han under mig i dag mit brød
og signer mine kår.
Jeg finder ikke tid og sted,
hvor han er ikke med.
4
Alt, hvad jeg synder mod hans bud,
han forud har forladt;
og hvor jeg ej véd vejen ud,
har han mig håbet sat.
Hver dag skal jeg oplives ved
hans faderkærlighed.
5
Ja, pris og ære over alt
for nåden, alt for stor:
»Mit barn« har han mig synder kaldt
og står ved sine ord.
Da må min sjæl vel bryde ud
i sang for lysets Gud.
K.L. Aastrup 1940.