Tekst: Niels Brunse. Musik: René A. Jensen
Nu regner det så stille
på gaden hvor jeg går,
i sommerluften hvisker
et pust af efterår;
og folk har bare arme
og ingen paraply -
men hvem behøver gemme sig
for regnen i en by?
Den blanke asfalt spejler
et gråligt himmelskær,
når København tålmodigt
tar mod sit bygevejr.
Dens gamle mure kender
til sol og regn og vind,
og selv de ny af stål og glas
kan himlen hylle ind.
Imellem høje huse,
i strømmen af trafik,
der spiller vejrets luner
en hemmelig musik.
Vi hører tusind lyde,
som mennesker har skabt -
og dog er der en stemme til,
der aldrig helt går tabt.
Den bor i stille regnvejr,
i blæstens bratte jag,
i solskinspletters vandring
igennem byens dag;
det er vor jord der nynner
med trofasthed og trøst,
så hjemligt som den hjertelyd,
der banker i mit bryst.
--