Mel.: Jørgen P. Erichsen 1987
Menneskelivet - Aften - 788
1
Nu sænkes overalt
Guds skabermørke,
nu sletter han det
dagslys, han lod gry,
og lukker nattens
sorte kåbe om os,
til morgensolen
åbner den på ny.
2
Bag ved os dækker
mørket dagens veje,
de milde udsyn som
de skarpe spor;
måske de stadig
når os med en genklang
af ting, der hændte,
tonefald og ord.
3
Den mørke nat er
sendt os som en nåde;
nu løses vi fra
livets travle færd,
fra alt, hvad vi
begærligt jager efter
på flugt fra det,
der findes ganske nær.
4
Nu søger søvnen os
med sine dybder,
nu fører den til
hvile sjæl og krop,
så vi, når solen ses,
med nye kræfter
til morgendagens
dont kan vågne op.
5
Er mørket ondt får
det os til at grue
er det mod lyset
mer end grænseskel:
det skyldes faldet i
den skabte verden,
vi bærer angstens
grunde i os selv.
6
Hver gang en dag af
livet går til ende,
og fra det dybe
natten bryder ud,
vi beder dig: tag
os i dine hænder,
tilgiv os, du vor
Fader og vor Gud!
Jørgen Michaelsen 1981, 1987 og 1995.