K. L. Aastrup, 1941
1. Nu svinder snart den sidste rest
af aftenrødens skær.
Så syng da, som du kan det bedst,
min sjæl, med Himlens hær
ja, syng det gennem natten ud,
din tak til lysets Gud.
2. Han har for dig i denne nat
en håbets stjerne tændt;
han har, da du var mest forladt,
en tro ledsager sendt,
den And, der vidner om Guds Søn
og beder med din bøn.
3. Ja, om min nat end bliver lang
på vinternætters vis,
så skal dog nu min aftensang
udsynge Herrens pris
for frelsens bud, hans ord har bragt,
for fred, han har tilsagt.
--