Skillingsvise fra 1860, tekst Søtoft.
Om hundred Aar er Alting glemt!
Venner, hvad vi end her maa lide;
Thi lad os være glade stemt,
Sætter de mørke Griller tilside,
Den Ruus, som vi i Aften faaer,
Er sovet ud om hundred Aar.
Vil Lykkens Hest ei gaae i Trav,
Broder, giv den af Glædens Sporer,
Generes Du da stundom af Krav,
Af Vexler, Renter og Creditorer,
Thi trøst Dig, hvordan det end gaaer,
Du kræves ei om hundred Aar.
Hvis at Din Pige nu og da
Elsker Dig kun lidt meer end Fanden,
Da er der fleer hvor hun kom fra.
See Dig om og Du finder en Anden.
Pluk Glædens Roser paa Din Vei, (1)
Om hundred Aar Du seer Dem ei. (2)
Men dersom Du er Ægtemand
Til en Hustru der er Zantippe,
Der sætter paa Dit Glas en Rand,
Hvortil og hvorvidt Du maa nippe.
Trøst Dig, Din Ægtestand Ende faaer,
Om ikke før, om hundred Aar.
Derfor Elskov, Venner og Viin,
Men Notabene af den ægte,
Nyt med Glæde er Medicin,
Druens Virkning man ei kan nægte!
Thi lad os være glade stemt,
Om hundred Aar er Alting glemt.
Synes din Vandel ej tilpas,
lyster en Mundkaad om dig skumle,
gør Ret og Pligt, og tøm dit Glas,
lad saa Kreti og Pleti mumle,
Klafferlysten dem vel forgaar,
om ikke før, om hundre' Aar.
--
Alternativ tekst:
(1) Pluk Glædens Roser, hvor de staar,
(2) du ser dem ej om hundred' Aar.