Om Kærlighed

Tekst: Knud Pheiffer - Melodi: Hans Schreiber

Jeg skal til min første bal, og min kjole er ny,
sidder den nu, som den skal, og er næsen i sky.
Hvis jeg ryster lidt på hånden, er det bare en dyd,
for mit hjerte er fuldt af forventningens fryd
om kærlighed, om kærlighed,
den aller-allerførste i verden.
Hvor er det yndigt, når hjertet aldrig har fred.

Lyse, lykkelige barndom, nu er du forbi,
jeg vil være så erfar'n, som en pige kan bli'.
jeg vil være li'så lykkelig som mor, ja, jeg vil,
som dengang hun forklared', hvordan jeg blev til
i kærlighed, i kærlighed,
det aller-allerstørste i verden.
Hvor er det yndigt at vide næsten besked.

I en lillebitte vugge måske lyseblå
ligger såd'n en lille dukke, som men' sker kan få.
Hvis det bli'r en lille broder, hvad jeg ønsker og tror,
skal han aldrig fortryde, at jeg blev hans mor.
Min kærlighed, min kærlighed,
den får han som den første i verden.
Hvor er det yndigt at vide alt, hvad man ved.

Når jeg så engang bli'r gammel og grå, som man bli'r,
sætter han sig ved min skammel og taler om pi'r.
Tænk, så vil jeg bare sige til ham: Spørg dog din far,
han har truffet så mange, men jeg er og var
hans kærlighed, hans kærlighed,
den aller-allerførste i verden.
Hvor er det yndigt, når hjertet end' lig har fred.