Den store Liva Weel-Succes fra Styrmand Karlsens Flammer paa Nørrebros Teater:
Tekst: Mogens Dam Musik: Axel Thingsted
Skæbnen, som er saa underfuld,
har nu været mig saare huld,
da den hittede
paa og stritted' mig
op i Klitterne her.
Øen selv er et Paradis,
jeg er Dronning - begrivligvis –
enevældig -
og saa'er jeg heldig-
vis noget saa møgpopulær.
Jeg vil leve, jeg vil dø
paa min lysegrønne ø,
og jeg savner ikke Danmarks triste Sjask og Tø,
her er Solskin hele Da'en,
fra min Hytte med Altan
har jeg Udsigt til det store, stille Ocean.
Her er Brød og Fisk en masse,
gratis Lys og Vand og Gas,
det sku' bare mangle, at man ej var vel tilpas,
paa min lysegrønne ø
vil jeg leve og saa dø
ganske langsomt, suksomsive, pø om pø.
Dagens Madlavning er en Leg,
selv de Dage, den staar paa Steg,
hele Kø'massen
op i Høkassen,
saa'r den stegt i Galop.
Ing'n Tallerkner og ikk' en Kop,
aldrig no'et med at vaske op,
hvis en Kones ,
Parket skal bones,
saa bruger hun Manden til Mop!
Jeg vil leve, jeg vil dø
paa min lysegrønne ø,
om jeg saa skal paa Diæt og nøj's med Fuglefrø.
Selvangivelsesblanket
har vi nok, men det gaar let,
udenfor Rubrikken .Indtægt" skriv'r vi bare .Ædt"
Vi har Kaffe, Krydderier, vi har gratis Tjenstepi'er,
for en Husmor her paa Øen er Livet kun en Svir,
paa min lysegrønne ø
vil jeg leve og saa dø
ganske langsomt, suksomsive, pø om pø.
Som den høje regerende
Dronning her over Negrene
har jeg nøje
med vaagent øje
paa Ærbarheden lagt Vægt.
Ingen Ægtemænd her er u-
tro mod Konen, for de'er tabu,
Men'skeæderne
har for Sæderne
meget alvorlig Respekt.
Jeg vil leve, jeg vil dø
paa min lysegrønne ø,
Kvinden gaar til Brudesengen som plomberet Mø,
hvis en Mand gaar Grissevej'n,
kommer jeg med Assegaj'n
og berøver ham til Straf paa Stedet visse Tegn.
Øens Gennemsnitsmoral
den er fænome-normal,
ingen Pige gaar i Fare for en Kannibal,
hun kan leve, hun kan dø
og som Jomfru gaa i Frø,
ganske langsomt, suksomsive, pø om pø.
Rettens Pleje er kort og klar,
hvis en Handlende staar og ta'r
Folk i Fuppen
saa af med Knuppen,
og de' jo en bitter Cigar.
Vi har ingen Forbry'ere,
ingen Varefordyrere,
Folk, der snyder i Sorteper er de eneste Skurke vi har!
Paa min lysegrønne ø
vil jeg leve, vil jeg dø,
skønt engang imellem kan det godt i Hjertet klø
saa'n en lille tosset Trang
efter gamle Dannevang,
hvis der altsaa er nøjagtig, som der var engang,
da var Sol og Himmel høj,
der var Sus i Birk og Bøg,
og hver en'ste Dag var Sjælen klædt i Søndagstøj,
men sku' det gaa hen og dø,
vil jeg raadne paa min ø
ganske langsomt, suksomsive, pø om pø.