Mel.: Jean Baptiste Lully 1661
Menneskelivet - Morgen - 739
1
Rind nu op i Jesu navn,
du livsalig morgenrøde!
Jeg vil i basunen støde
ved min seng og hvilestavn.
Alt mit indre skal sig røre
med al tak for nattely
og min frelsers lov op føre
til den høje himmelsky!
2
Nattens mørke tåge gik,
jeg har dagen alt i syne,
mine hvilte øjenbryne
solen nu i sigte fik.
Nattens skræk og gru er borte,
død og djævel for mig svandt,
som mit levned ville korte;
jeg dem alle overvandt.
3
Give Gud, jeg kunne så
dagen i din frygt begynde,
at jeg ikke skulle synde
og på snublestenen gå;
ville Jesus blot oprinde
over mig som sol og skjold,
at jeg kunne overvinde
kød og blod og Satans vold!
4
Mine veje jeg ej kan,
som jeg gerne ville, kende,
du, o Gud, kan ene vende
min fornuft og min forstand,
så jeg udi sporet bliver,
som dit ord mig viser på,
og hvorhen din Ånd mig driver,
jeg med glæde did kan gå.
5
Mine korte dage, år,
lykke, velfærd, gods og ære,
hvordan de skal udmålt være,
det udi din vilje står.
Giv mig kun, hvad dig behager,
bland du selv mit levneds skål,
ej som det min gane smager,
men så som det er dit mål!
6
Lær mig ved hvert klokkeslæt
denne dag forbedret blive,
så mit hjerte her i live
bliver ej til verden sat,
men at jeg mig kan erindre,
hvor min tid den nipper af,
og hver time bliver mindre,
til jeg segner i min grav.
7
O min Gud, du hjælp mig da,
når mit levneds mål har ende,
og mit hjul ej mer vil rende,
men mit åg skal spændes fra!
Lad mig uden tid og dage
se dit ansigts klare skin!
Synd og sorrig, ve og klage
smuldre med mit jordelin!
Thomas Kingo 1674.