Borgerforeningens og Handelsstandens nytårsfest den 23. januar 1960.
Mel : Pigerne fra Småland...
Så gik det gamle år, og det forsvandt i mange knald,
og havelåger fjernedes, som de nu engang skal,
og mangt og meget skete i det år, der nu gled bort,
som helhed kan man sige vel, at året det var stort.
Men det samme kan vel ikke si's om byens juletræ,
det på Tinghustorvet, for det var et sølle lille kræ.
Det er sikkert nok det småtteste, vi nogen tid har haft.
At dets stamme blev der senere et lille kosteskaft.
Når minerne på stranden røg i luften med et brag,
så hændte det, man satte sig lidt pluds'lig på sin bag.
Nu gi'r den store rutebil os dagligt nerve-chock,
de rystelser, den laver, får os til at gå amok.
Vore huse de slår revner, vore lofter drysser ned,
vi får brok og løse nyrer selv i sengehalmens fred,
og gebisset rasler, hver gang bussen tromler gadens sten.
Har man ej haft hjernerystelse, så får man sikkert en.
Ved havnepladsen dannes nu og da en færdselsprop,
fordi enhver bilist et øjeblik må standse op
og hitte ud af skiltene, hvoraf der er en snes -
de sidder der selvfølgelig også for at de skal ses.
Mens på hosesokker færgen fordum gled i lejet ind,
støder den som bare pokker, blot der er en kende vind.
Disse stød gi'r Toldbodhusets yderpuds sit banesår -
den har meget på samvittigheden - færgen - år for år.
Det kniber snart med pladsen - alle men'sker vil ha' jord,
og så må ingen træde der, hvor »man« tilfældigt bor.
Der spærres af og sættes hegn i hver en lille klit,
hvor før var frit, der finder man som regel et stakit.
Blot en sølle el-værksledning med stilfærdig jævnstrøm i,
der går over en parcel, kan bringe folk til raseri.
Hvis der spærres af på jorden, læg så blot en servitut
på hver grund, at al trafik i luften ikke er forbudt.
Og banken den blev færdig. Det gik ikke stærkt, men støt.
Nu står den der og skinner og får folk til at se rødt.
Det røde lys er Englandsbådens bedste ledefyr,
det lyser også mægtigt, navnlig i de lave skyer.
Også posthuset har oppet sig - en mærkeautomat
er sat op i gangen indenfor - den virker delikat.
Der er også sket lidt mere, ja, det er der da såmænd -
for blandt andet har på skranken da man fået kuglepen.
I Juleugen skulle alle tage den med ro,
det var hvad vi naive sjæle gerne ville tro.
Der var jo averteret om de lukketider som
man med så megen møje kunne blive enig' om.
Nogle åbned, andre lukked! og man for forvildet rundt,
man blev træt og irriteret, hvilket ikke just er sundt.
Tag nu næste gang og gør det - luk det hele - luk det i!
så kan l og vi og alle hele ugen gå i hi.
På Langelinie ser man ofte bilerne i kø,
de holder tit så længe, at de næsten går i frø.
Men nu er det forbi, for Langelinie den er hul,
det blev den ved den storm, vi fik et stykke tid før jul.
Det er det første skridt til tunnel over til det faste land,
det er muligvis naturen, der her anviser en plan
til forbedret færdselslinie, hvad i høj grad trænges til,
når nu ingen af de allerhøjeste myndigheder vil.
Herluf Jensen