(De nygifte) Italiensk folkesang "Te voglio bene assaie" Forf.: H. C. Andersen
Så smukt er ingen steder
som hos et nygift par,
selv møbler der og klæder
den friske ungdom har;
med Eden er det lignet
- og ligner ej så småt -
oh, der er så velsignet,
så hyggeligt og godt.
Jeg gik, hvor skovens grene
ud over stien hang.
En lille fugl sad ene,
og derfor ej den sang;
men var der to ved reden,
de kvidred nok så fro.
Rundt om dem var et Eden,
fordi at de var to.
Alt har en duft, en tone,
et eget trylleri;
den søde, lille kone
er ene skyld deri.
En kan ej himlen finde,
nej, man må være to.
Jeg råder mand og kvinde:
Skynd jer at sætte bo!
Den inderst inde altid ensomme Andersens drøm om, hvordan det er som nygift at sætte bo. Et hastigt opridset biedermeierportræt, så man næsten kan lugte de kunstfærdigt ophængte, florlette gardiner, blomsterne og kaffebordet for de første besøgende i det unge hjem. Men al tekstens ynde til trods er det også værd at hæfte sig lidt ved melodien: En neapolitansk folkesang. Den må åbenbart have haft en særlig magt over skandinaviske italiens-farere. Andersen bruger den her, Bournonville har den med i balletten "Napoli"s første akt (ballabilen), og Johan Svendsen benytter den i sin komposition "Norsk Kunstnerkarneval".