(Maj-visen) Komp.: Stephen Foster ("Gentle Annie") Forf.: Holger Drachmann
Se, det summer af sol over engen,
honningbien vil fylde sin kurv,
og der pusles ved bordet og sengen
af den fattigste sisken og spurv;
og der jubles hele dagen;
men mod kvælden bli'r alting så tyst,
våren synger sin sang, det er sagen,
og mit hjerte bli'r voks i mit bryst.
Der er sølvklang i maj-bækkens vove,
gyldent skær gennem aftenen lang,
hver en grøft bliver blomstrende skove
langs den kornrige bølgende vang:
disse bølger, oh, de stiger
med min sjæl over solskyens rand
rundt i verden er dejlige riger,
ingen vår som en maj i vort land.
Af skuespillet "Brav-Karl" 1897. Mange svæver i den vildfarelse, at sidste vers bedyrer, at "rundt i verden er dejlige piger", og det passer selvfølgelig også; men Drachmann skrev altså - i dette tilfælde - om ,,riger".