Sig nærmer tiden

Melodi: Oluf Ring - Tekst: St. St. Blicher

Sig nærmer tiden, da jeg må væk,
jeg hører vinterens stemme;
thi også jeg er kun her på træk
og haver andensteds hjemme.

Jeg vidste længe, jeg skal herfra;
det hjertet ikke betynger,
og derfor lige glad nu og da
på gennemrejsen jeg synger.

Jeg skulle sjunget lidt mer' måske -
måske vel også lidt bedre;
men mørke dage jeg måtte se,
og stormen rev mine fjedre.

Jeg ville gerne i Guds natur
med frihed spændt mine vinger,
men sidder fast i mit snævre bur,
det alle vegne mig tvinger.

Jeg ville gerne fra højen sky
udsendt de gladere sange;
men blive må jeg for kost og ly
en stakkels gældbunden fange.

Tit ligevel til en smule trøst
jeg ud af fængselet titter
og sender stundom min vemodsrøst
med længsel gennem mit gitter.

Lyt og, o vandrer, til denne sang,
lidt af din vej du hidtræde!
Gud ved, måske det er sidste gang,
du hører livsfangen kvæde.

Mig bæres for, som ret snart i kvæld
at gitterværket vil briste;
thi kvidre vil jeg et ømt farvel;
måske det bliver det sidste.

'Præludium' fra digtsamlingen "Trækfuglene' 1838. Blicher skildrer her den brændende udlængsel kombineret med smertelig vished om rejsens slutmål. For øvrigt søgte Blicher mange rejselegater, men fik altid afslag. Det længste, han drev det til i fysisk forstand, var en tur til Sverige. Melodien er fra 1922 og derfor aldrig oplevet af Blicher selv.