Skamlingsbanken

Melodi: P. Würck - Tekst: Th. Berg

Hist hvor kornet gyldent bølger sig for vinden,
og hvor bøgeskoven venligt titter frem,
hvor min moder kyssed' tårerne af kinden,
ligger nu i dag mit kære barndomshjem.
Skønt det næsten er en men'skealder siden,
jeg som attenårig purk derhjemme stod,
har min tanke dvælet ved det hele tiden,
lige fra den stund, da jeg mit hjem forlod.
Fra det fjerne, hjem til Danmark, iler tanken
med de lyse minder om hver sorgløs da',
jeg har tumlet mig i leg på Skamlingsbanken,
Skamlingsbanken, barndomshjemmet langt herfra.

Jeg er gammel, og nu har jeg kun tilbage
søde minder fra det kære, gamle land,
minder fra de glade lyse ungdomsdage,
som jeg aldrig i mit liv forglemme kan.
Fremfor alt, af denne verdens største goder
har jeg ejet her en gang på denne jord,
en elskværdig, flittig fa'r og kærlig moder,
men nu er de borte, både fa'r og mo'r.
Fra det fjerne ...

O, hvor husker jeg endnu den smukke pige,
hun, som var mit et og alt, da jeg var ung,
som forlængst er vandret til de dødes rige,
og hvis tab har gjort mig livets gang så tung.
O, hvor føler jeg mig dog forladt og ene,
til den dag, thi tiden er vist grumme nær,
jeg herovre lægge skal de trætte bene,
langt fra hjemmet, og fra den jeg havde kær.
Fra det fjerne ...