Frit efter Poul Møller
Mel.: Rosen blomstrer alt i Danas have....
Regnen plasker fælt i Danas have,
stormen rusker i de grønne træ'r,
hingsten græsser med forfrossen mave,
næsten under vand står fædres grave,
drengen fryser om de nøgne tæ'r.
Mine venner i den danske sommer
hvad skal enden blive, ak og ve!
Ingen mennesker til Fanø kommer
- hist ved Badet melankolsk man trommer,
direktionen glemmer helt at le.
Ud i nord og syd og hvor man vanker,
er der sorg og gråd ved Vesterhav.
Fra hoteller sælges fars og skanker.
Beck han står med alvorsfulde tanker,
Lassen går og søger efter rav.
Himlen ej bønhører vore bønner,
gi'er kun vand og vand og atter vand.
Harmfuld rejser bort Germaniens sønner,
blege over rælingen de stønner:
»Danmark er et lidet, fugtigt land! «
Fattig mand, som pløjer danske lande,
ryster vandet af sit pæretræ,
mellem tænderne han monne bande,
har en drivvåd ryg, en dito pande,
og en nedrig gigt i sine knæ.
Uden paraply den danske bejler
med sin gennemvåde pige går,
hen ad vejen stoltelig de sejler,
i hver vandpyt gladelig de sig spejler,
mens i skørtet vestenvinden slår.
Dersom sligt for sommerfryd du tyder
da af nøjsomhed du prale kan,
foden ned jeg i galoschen skyder,
skutter mig mens fra min læber lyder:
»Danmark er et lidet, fugtigt land! «