Til min sølvergom
Mel.: Man kan vel ikke gøre for at man har charme
Tænk! Sikke dog en hyldest, vi to, vi har fået!
Jeg er helt overvældet - li’frem ganske flov!
For, - når jeg husker på de år, som nu er gået,
syn’s jeg, min indsats kun var li’ til husbehov.
- Antag’ligt burde jeg ha’ ydet noget mere!
Du kunne li’frem gi’ mig mindreværdskompleks.
Men, du bar over, med det lidt jeg ku’ præstere,
- skønt af og til måske jeg var en værre heks!
Du er en super-mand! Du overgår dem alle!
Du kan det hele, - li’ fra A til Z og ø.
Tænk! At den store lykke i mit lod sku’ falde,
at du forhindred’ jeg en dag blev pebermø!
- Din maskuline charme, som du smukt bevarer,
har altid, kære! - gjort dig meget attraktiv.
Trods det, - ku’ du enhver skærmydsel roligt klare.
Hvor er jeg glad for, du er manden i mit liv!
At blive sur og vranten, ligner dig slet ikke!
Du er langmodig med mig! - Ja, og ve’d du hvad:
Jeg tror, - at du ku’ nøj’s med kildevand at drikke,
- og leved’ uden vrøvl på bare dåsemad.
Du er så veloplagt - snart hvert minut på dagen,
er hjælpsom, sød, galant - og passende viril.
Men, du forstår mig også helt! - Ja, det er sagen! -
når jeg er træt - og “død i sværen” som en sild!
Rødstrømpe - griller - dem besidder jeg skam ikke!
Hvad skal jeg med dem, når jeg har en mand som dig?
Mig er det nok, at kunne se i dine blikke,
hvor glad du stadig er, fordi du valgte mig!
- Min tak for femogtyve år jeg her vil gi’ dig!
Du burde ha’ medaille for at holde ud!
- Der var jo egnt’lig meget me’r, jeg ville si’ dig.
Men - TAK FOR ALT! - du kære! - Fra din egen brud!
Brugernes vurdering
5,0
(
2
stemmer)
Siden er blevet set 7.123 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Du er nu logget ind og siden er tilføjet til din Festbog
Der er allerede en bruger med det brugernavn.