Hedernes Lyngflade, kuplet og graa,
Havgusen hvæsset mod Hjelmenes Straa,
Aaens Spiraler med Høller og Væld
det er den Stavn, hvortil vi står i gæld.
Viljer tog Tag med den stridige Ahl,
Hytten, som rejstes, var lyngtækt og smal,
Ryggen blev rundet paa Kvinde og Mand,
før de fik tæmmet det flyvende Sand.
Slægten, der fødtes, fik Frihed som Trang,
sparsom blev Talen, og sjælen var Sang,
Kraften blev ødt for at lindre mod nød,
derfra fik Barnet Respekten for Brød.
Saadan var Slægten, der bygged vor By,
Ordhold og Troskab befæsted dens Ry.
Verden derude omskifter som Vind,
et staar dog fast, det er Vestjydens Sind.
Luerne lyste din skæbne mod sky,
altid du rejstes af Tomten paany.
Hærget med Had af den lejede Svend,
græmmet og graa blev de stridende Mænd.
Heden og Havet blev tæmmet med Tugt,
nu dine Volde er Hegnet med Frugt !
Furet af Tiden blev Stræde og Sti,
Aaen alene er din Poesi.