Verdens uheldigste mand

Melodi: Ray Hopkins - Tekst: Thøger Olesen

Den jurastuderende unge hr. Skov
var flittig og lærte sig lov efter lov,
han red paragrafferne selv når han sov,
var bange for pi'r og gik aldrig på sjov.
Han fik sin eksamen, han fik sig et præ,
så ingen kan påstå at Skov var et fæ.
Han mødte en enke lidt gammel, men rig,
med hende gik så advokaten i krig.
Han er verdens uheldigste, verdens uheldigste, verdens uheldigste mand,
han er verdens uheldigste, verdens uheldigste, verdens uheldigste mand.

Nu' brylluppet fejret og gæsterne gå' t,
og Skov ser sig om i det hjem han har få't.
Det' fornemt og kostbart og Skov smiler glad,
mens den yndige ta'r sig et lunt lille bad.
Hun vasker sit ansigt, hun fjerner sin teint,
det er li'som skønheden taber terræn.
Nu sidder på håndklædets hvide frotte,
det skønne, som Skov syn's var dejligt at se.
Han er verdens uheldigste ...

Hun havde et hår, der var smukt som en drøm,
og det tog hun af og hang op på et søm.
Hun stod ved et spejl på en fliseklædt væg
og raged' med omhu sit stikkende skæg.
Og alting blev ordnet og alt lagt på plads,
det dejlige smil la' e hun ned i et glas,
så la'e hun sin barm i en skuffe og sa'e:
Korn, hjælp mig, min ven, og skru træbenet af.
Han er verdens uheldigste ...

Studer bare jura og borgerlig lov,
men studiet af piger gi'r langt mere sjov.
Tænk bare på Skov som er rig og berømt,
men dybt i sit hjerte må føle sig dømt:
som verdens uheldigste ...