(Min kærestes død ved jembaneulykken i Gentofte)
Mel: Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne Anonym forfatter
Vi droge så glade til skoven den grønne
på midsommerdagen, min kærest og jeg,
i Sorgenfri var vi i lunden den skønne,
vi sang og vi jublede begge på vej.
Han sagde: "Min pige, når høsttiden kommer,
da fører til kirken jeg dig som min brud,
da får jeg min arv, og da er mine lommer
med penge forsynet, vi har ingen nød."
Jeg kyssed ham ømt, han var tro, han var ærlig.
Jeg følte kun lykke og fred ved hans ord,
han tog mig om livet så venlig og kærlig,
og fuglene kvidred så lystigt i kor.
Vi plukkede blomster, vi følte os stolte
ved ungdom og fremtidens lysende håb,
da aftenen kom, tog vi hen til Ny-Holte,
ak, der fik vor lykke så blodig en dåb.
Vi kom ind i toget, han hjalp mig forsigtig,
han nynned en sang og betragted mig ømt,
han tog mig i favnen, så lykkelig, vigtig,
da skete det, hvorom vel ingen har drømt.
Først hørtes en lyd som en brusende bølge,
så kom der et tordnende brag og et slag,
jeg slyngedes bort, min ven slog ej følge,
vi skiltes og sås ikke mer fra den dag.
Et hvin som af tusinde stemmer der hørtes,
en hvæsen, et hyl som fra rasende dyr,
et lokomotiv i vort tog ind der kørtes,
det styred imod os som uvane tyr.
Der lå jeg blandt vognstykker, hjul - ak, jeg glemmer
ret aldrig den stund, den var voldsom og ond,
jeg lå mellem lig, mellem fraskilte lemmer,
og dog på min kæreste tænkte jeg kun.
Min arm og mit ben vare brudte, dog slæbte
jeg mig hen til stedet, hvor før var min ven,
jeg kaldte, jeg græd, jeg bønfaldt, og jeg stræbte
med svindende kraft at nå hurtig derhen.
Blandt alle lemlæstede så jeg, at stille
der hviled et menneske, blodig og bleg,
ak, det var min kærest, han var faret ilde,
han var blevet knust, nu besvimede jeg.
Jeg så ham ej mere, på lejet jeg lider,
og han er begravet, han var dog så ung.
Bort svandt for mig håbets de yndige tider,
nu får vi ej bryllup, den skæbne er tung.
Men vinder jeg helbred, alene jeg vanker
til graven og lægger en krans til min ven.
Dog sorgen og skrækken bor i mine tanker,
jeg længes fra livet til kæresten hen.
Søndag den 11. juni 1897 overså lokomotivføreren på toget fra Holte stopsignalet på Gentofte Station og kørte bagfra op i et holdende tog. 32 personer dræbtes straks, 8 blev så hårdt medtaget, at de døde kort efter, og 140 personer kom til skade ved ulykken, som chokerede det ganske land.