Mel.: Trond Kverno 1975
Den hellige, almindelige kirke - Kirkens diakoni - 367
1
Vi rækker vore hænder frem
som tomme skåle.
Kom til os, Gud, og giv os liv
fra kilder uden for os selv!
2
Alt godt, til vort og andres vel,
er dine gaver.
I svaghed fremmer du dit værk,
vor nøgne kvist skal sætte knop!
3
Vi løfter vore hænder op
i bøn for verden.
Lad dem, som lider, finde værn
mod kolde hjerters is og sne!
4
Lad vore hænders nøgne træ
få blomst og blade!
Lad vore liv her bære frugt
til lægedom for andres sår!
5
Vi venter, efter smertens vår,
din nådes sommer.
Og sorg og glæde blir til vækst
med frugt, vi ikke selv kan se.
6
Din nådes skaberværk skal ske
i tomme hænder.
O Gud, al godheds giver: Kom,
tag bolig i vor fattigdom!
Svein Ellingsen 1975. Peter Balslev-Clausen 1993.