E. Lembcke, 1870
1. Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang,
hvormed skal jeg ligne og prise det i sang?
En højbåren jomfru, en ædel kongebrud,
/:og hun er så ung, og så yndig ser hun ud.:/
2. Hun lægger os på læben hvert godt og kraftigt ord
til elskovs sagte bønner, til sejrens stolte kor;
er hjertet trangt af sorgen, og svulmer det af lyst,
/:hun skænker os tonen, som lette kan vort bryst.:/
3. Og om i øst og vest vi har sværmet og søgt
de svundne tiders visdom, de fjerne landes kløgt,
hun lokker, og hun drager, vi følger hendes bud,
/:for hun er så ung, og så yndig ser hun ud.:/
4. De fremmede, de tænkte at volde hende sorg,
de bød hende trældom i hendes egen borg;
men just som de mente, hun var i bånd og bast,
/:da lo hun så hjertelig, at alle lænker brast.:/
5. Og alle de skjalde, hun skænked ordets magt,
de blev om hendes sæde en stærk og trofast vagt;
hver sang, som folket kender og lytter til med lyst,
/:den blev en ring i brynjen, som dækker hendes bryst.:/
6. Hver kraftig skæmt, som lokker på læben frem et smil,
den blev i hendes kogger en hvas og vinget pil;
hvert ord, der kom fra hjertet, og som til hjertet når,
/:det blev en sten i muren, der hegner hendes gård.:/
7. Og årene, de rulle og skiftes om på jord,
og vore navne glemmes som sne, der faldt i fjor,
og slægt efter slægt segner hen på nornens bud;
/:men hun er så ung, og så yndig ser hun ud!:/
Vers 7, linie 3, norne = skæbnegudinde.
--