Søns tale ved fars begravelse

Min far havde flere alvorIige sygdomsperioder i de senere år. Der var tidspunkter, hvor både han selv og vi andre tvivlede på, om han stod krisen igennem. Men han var stærk og udholdende og overraskede hver gang.
Hans død for en lille uge siden kom derfor helt anderledes end ventet. Roligt og fredeligt sov han bort fra denne verden. Kræfterne var ganske enkelt opbrugt.
Far talte ofte selv om døden. Men gerne på en spøgefuld facon. Sådan som det iøvrigt altid faldt ham let at spøge, også med de mest alvorlige ting. I denne egenskab, ja, man kan vel nærmest sige gave, ligger der en umådelig styrke. Hosfar var der således aldrig tale om nogen angst for døden. Han betragtede den med rette som noget uafvendeligt, et led i naturens orden.
Fars liv var indholdsrigt og tit bevæget. Han hørte til de mere urolige mennesker. Hans adfærd var ikke altid lige velafbalanceret; men også denne side af hans væsen kunne man komme til at holde af ham for.
Tankerne samler sig i denne stund fortrinsvis om min mor, som gennem et langt liv ved fars side var den, der lærte ham bedst at kende. For mor var tilværelsen ikke altid en dans på roser. Hun nåtte tidligt lære at bøje af og indrette sig efter forhold, som nok kunne have været bedre. Men sammenlagt kan vi utvivlsomt fastslå, at mor og far havde mange gode år sammen og har været enestående i deres opofrelse og beredvillighed, når det gjaldt os børn og børnebørn.
Far var en mand, som holdt af at indtage skarpe standpunkter, Det skaffede ham ikke kun venner. Men jeg tror, at alle hver på sin måde respekterede ham for det, han var og stod for. Når der var anledning til at fejre ham f.eks. på runde dage, vor det imponerende, så mange der hyldede ham.
Far var tjenstvillig indtil det selvudslettende. Det hjalp mange mennesker i stort som i småt og skaffede også hans egen tilværelse et indhold, som der i dag er grund til at nævne med oprigtig følt agtelse.
I sit arbejde var far ofte det samlende midtpunkt. Ligeledes ved selskabelighed under enhver form. Det er især for sit uopslidelige humør og sin hjælpsomhed, han vil blive husket af os alle. Den store deltagelse i dag er for os hans efterladte det bedste bevis for, at han af mange var elsket og vil blive savnet.
Vi vil alle ære hans minde.