Svogers tale til sølvbrudepar

Kære sølvbrudepar!
For nylig fortalte jeg en af mine meget unge bekendte, at jeg snart skulle til fest for et par, der havde holdt ud sammen i et kvart århundrede.
Hans reaktion var at han nærmest deltagende spurgte: "Hvordan ta'r de det?"

Tidligere var det jo noget nær en selvfølgelighed at et ægteskab varede tiden ud og det gav naturligvis en lang række sølvbryllupper.
I dag er dette at kunne se tilbage på 25 års uafbrudt ægteskab lige ved at være noget af en sensation.

Nå, jeg kunne berolige vedkommende med at I ta'r det ovenud pænt og velfornøjet, og hvorfor skulle I ikke også det - jeres liv har jo formet sig som et rigtigt eventyr! Prøv bare at høre her:

Der var engang en prins; han boede i et kongerige, der var ganske lille, men det var da altid stort nok til at gifte sig på, og gifte sig det ville han.

Nu var det rigtignok noget kækt af ham, at han turde sige til kejserens datter: "Vil du ha' mig?" men det turde han nok, for hans navn var vidt og bredt berømt; thi der var hundrede prinsesser, som ville have sagt tak til.

Nu skal I bare høre:
Engang ville nabokongen holde et bal, som i alt sin pragt skulle holdes på kroen. Til det blev alle prinser og prinsesser indbudt. Da dagen oprandt kom de alle fra nær og fjern. Men da prinsen så hvor smuk prinsessen var bød han hende straks op til dans.

De dansede hele aftenen, men da klokken slog tolv ville hun ikke blive længere. Så førte han hende ud til kareten og hun kørte væk så fornemt, som hun var kommet.

Men prinsen kunne ikke glemme den smukke prinsesse og allerede den næste dag tog han kareten ind til kejserens slot. Men prinsen havde hørt hvordan kejseren værnede om sin datter, så for at han ikke skulle opdage noget parkerede han kareten et stykke fra kejserens slot og sneg sig ubemærket ind til prinsessens gemak. Her hyggede de sig ubemærket til langt ud på aftenen, hvorefter prinsen sneg sig ud og tog kareten hjem.

Sådan gik det i mange dage indtil kejseren en dag så prinsen snige sig ind til prinsessen for morgenen efter sendte kejseren sin anden datter ned til prinsessens gemak for at befale dem til morgenmad. Prinsen og prinsessen rystede for hvad kejseren nu ville gøre thi kejserens iltre temperament var kendt vidt omkring.

Men da prinsen bekendte sine gode hensigter indså kejseren at prinsen var et godt parti for prinsessen. Det varede da heller ikke længe før prinsen bad om prinsessens hånd og kort tid efter var der bryllup i det lille kejserrige.

Medgiften var ikke stor og prinsen selv var i lære ved den lokale skrædder, hvilket ikke gav guld nok til det slot de begge ønskede sig. Derfor måtte det nye par i starten nøjes med at leje en enkelt fløj i et udlejningsslot.
Snart var de dog heldige at finde et andet udlejningsslot, hvor de kunne leje en fløj med tilhørende altan.

Der udbrød nu krig og prinsen måtte drage afsted til slagmarken. Det var en hård tid for prinsessen, der måtte arbejde hårdt for bare at få det daglige brød.

Efter mange måneder vendte prinsen hjem fra krigen og fik tjeneste ved en stor skrædder og det varede ikke længe før de fik guld nok til at købe et lille slot - Rosenborg.

Til slottet hørte en lille have, hvor der lå en stor kampesten. Kampestenen fyldte for meget i haven og alle tidligere ejere af slottet havde også forgæves prøvet at fjerne kampestenen. Men prinsen og kejseren besluttede sig for at var der nogen der kunne fjerne stenen - så måtte det være dem.
Snart begyndte stenen da også at rokke sig og pludselig, som ved et trylleslag, gav stenen sig og begyndte at rulle ned ad bakken og skæbnen ville at retningen den tog var direkte mod slottet. Heldet var dog med dem idet den landede i vandgraven - få meter fra slottet.

Tiden gik og det tog ikke mange år før prinsessen skulle føde en datter. Nogenlunde på samme tid fik prinsen nyt arbejde ved en stor skrædder i kongeriget Viborg og for det ekstra guld de nu tjente byggede de Løgstrup Slot.

Prinsen og prinsessen havde lært at være sparsom, så da slotsparken skulle anlægges tog de kareten ud i skoven og hentede der de planter de skulle bruge. Parken blev flot plantet til men der må have hvilet en forbandelse over slottet for få dage efter var alle planter i parken visnet og døde.

Det gik hverken værre eller bedre and at prinsessen igen skulle have barn. Og igen fik prinsen nyt arbejde nemlig ved en stor skrædder i kongeriget Randers.
De købte Mellerup Slot og kort tid efter fødte prinsessen en søn.

De levede lykkeligt lige - indtil prinsen igen fik nyt arbejde. Denne gang skulle han selv bestyre et skrædderi i det lille kongerige Bjerringbro. Prinsen fik meget guld for sit arbejde og nu kunne de endelig bygge sig det drømmeslot de altid havde ønsket sig. Prinsessen sagde stop for flere flytterier og siden da har de levet lykkeligt på det store slot.

Vi kan vist roligt fastslå at I har fået en masse ud af tilværelsen. Ikke alene har i opbygget en dejlig familie - I har også forstået indimellem at leve livet. Ikke mindst efter at børnene er blevet store, hvor I udover at tage på rejser til både syd og øst bl.a. også har erhvervet jer et dejligt sommerhus i Frankrig.

Selvfølgelig har tilværelsen ikke været uden sorger - jeg kan bare nævne de utallige gange Hans har været løbet tør for benzin i "kareten" eller alle de gange Sonja har måttet indkassere endnu et nederlag over Hans i kortspil.

Det er også interessant på denne dag at iagttage, hvordan I er blevet stærkt hyldet af mange uden for familiens kreds. Det viser hvordan I gennem årene har haft forbindelser på et meget bredt felt. Det har utvivlsomt også været medvirkende til de ind imellem lange ventetider på at komme i "audiens" ved jer.

Lad mig nu slutte af med at bede jer alle sammen om at rejse jer og udtrykke ønsket om at eventyret kan slutte med at prinsen og prinsessen lever lykkeligt til deres dages ende.