Børnefødselsdage i andre kulturer

»Kom til min fødselsdag...« skriver vi gladeligt på invitationerne og tager det som en selvfølge, at vi skal fejre fødselsdag. Det gør alle mennesker da, ikke? Og det har de vel altid gjort, eller...?
Nej, det er slet ikke nogen selvfølge at fejre fødselsdag, selvom traditionen godt nok går helt tilbage til bibelsk tid. Det ældste bevis for det findes i Markusevangeliet, kap. 6, hvor der står, at Herodes holdt gilde for de fornemste mænd i Galilæa på sin fødselsdag.
Før vores tidsregning blev der også fejret fødselsdag både i det antikke Rom og i Grækenland. Dengang fejrede man ikke blot menneskers fødselsdage, men også grundlæggelsen, »fødslen«, af en by eller indvielsen af et monument. Bag traditionen med at fejre fødselsdag lå antikkens tro på, at hvert menneske havde en slags skytsånd (en genius), som blev født samtidig med mennesket. Fødselsdagen var altså også ens genius' fødselsdag - og det var det, man fejrede.

Den kristne kirke var fra starten fjendtlig mod skikken med at fejre fødselsdage. Efterhånden som den katolske kirke bredte sig, forsvandt skikken, og navnedagen overtog fødselsdagens rolle. I den katolske kirke har årets dage navne efter de forskellige helgener. Og man fejrede sin navnedag på den dag, der tilhørte den helgen, som man var opkaldt efter. Navnedagen blev holdt til ære for helgenen - på samme måde som fødselsdagen tidligere blev holdt til ære for ens genius.

Først senere kom festen til at gælde mennesket selv.
Den katolske kirke opfattede fødselsdagen som syndig. Mennesket bliver født med arvesynd og befries først for den ved døden og indgangen til det himmelske liv. Foruden Jesus og Jomfru Maria var kun Johannes Døberen fri for arvesynden - han blev nemlig helgen allerede i sin mors liv.
Helt op til 1800-tallet regnedes det i katolske)ande for meget syndigt at fejre den dag, hvor man var kommet til verden gennem en som man mente - syndig fødsel. Det var ogsåde færreste steder, man havde et fungerende folkeregister, så det var tit svært at sige præcis, hvornår man havde fødselsdag. Så var det nemmere med navnedagene.
Også herhjemme var det almindeligt i det gamle bondesamfund, at man ikke kendte sin nøjagtige fødselsdag. Man tog lidt mere lemfældigt på det dengang, og der blev ikke altid holdt regnskab med præcis, hvornår man var født.
Navnedagen blev også fejret her i Norden helt op til det 17. århundrede. Først i løbet af 1700-tallet begyndte man så småt at fejre visse kendte personers fødselsdag med små teaterstykker, vers, sange og udklædning. Op til forrige århundrede blev fødselsdagen stort set kun fejret i borgerskabet i byerne og ikke blandt bønderne.
En fødselsdagstradition, som vi lånte fra Tyskland, er de såkaldte »Binde-Briefe«. Det var lykønskningsbreve, som man »bandt fast«
til fødselaren med silkebånd, guirlander eller blomsterkranse, Formålet med at binde fødselsdagsbarnet var, at han eller hun var nødt til at betale sig fra »fangenskabet« ved at give noget godt at spise og drikke. Traditionen fandtes både i Danmark og Sverige.
Fejrer alle børn så fødselsdag i dag? Da jeg i 1985 skulle være med til at lave et TV-program om fødselsdagstraditioner i forskellige lande, forestillede vi os, at vi kunne sætte børn fra en række lande ved et veldækket fødselsdagsbord og lade dem fortælle om deres lands fødselsdagstraditioner - om hvordan de var vant til at fejre fødselsdag hjemme i Tyrkiet, Pakistan, Kina, Jugoslavien og Mellemøsten.
Men - det blev der ikke noget af. Mange af de børn, vi snakkede med, fejrede simpelthen ikke fødselsdag. Det er faktisk de færreste steder i verden, børn - og voksne - bliver fejret på den dag, de er født.
At fejre fødselsdag er en skik, der kom til Pakistan med englænderne i kolonitiden. I byerne så de uddannede pakistanere, hvordan englænderne fejrede deres børn - og også sig selv - på fødselsdagen, og så overtog man deres skik med store lagkager og sangen »Happy Birthday« .
Sådan fortæller en pakistansk tolk i København, der også siger, at man ikke fejrer fødselsdag i landsbyerne ude på landet i Pakistan. Da folkeregistreringen er mangelfuld, ved man ikke altid, hvornår man er født. I stedet bliver der holdt en stor fest, hver gang der bliver født et barn. Familie og venner inviteres, og er der blevet født en dreng, slagtes der to lam, hvis barnet er en pige, kun et lam. Når drengene ifølge traditionen omskæres, bliver der også holdt en stor fest, og man giver almisser til de fattige.
Arabiske indvandrere fortæller om lignende traditioner - at der, hvor fødselsdagen fejres, er det en skik, man har overtaget fra europæerne.
I Tyrkiet fejrer man heller ikke sin fødselsdag, bortset fra storbyerne hvor de uddannede og vestligt påvirkede kan holde fødselsdagsfester, der minder om vores. Man har i stedet en anden dag, som er langt vigtigere for børnene. Det er Børnenes Dag, en speciel børnefest, som blev indstiftet af den tyrkiske landsfader Atatiirk i begyndelsen af dette århundrede. Børnenes Dag bliver festligt fejret med parader, musik og optog i alle byer og landsbyer. Alle børn er i deres stiveste puds, og der er næsten ubegrænset med slik og is, husker en herboende ung tyrkisk kvinde. Børnenes Dag fejres også her i Danmark blandt de tyrkiske indvandrere med store festligheder for børnene.
En lignende tradition fortæller en kvinde fra Mocambique om. Der fejrer man heller ikke fødselsdage, men den internationale børnedag den 1. juni. Der bliver lavet børneoptog i byerne med teater og optræden, og børnene får kager og sodavand, og også et par bolsjer, hvis der er nogen - for Mocambique er jo et fattigt land i krig, og der er stor varemangel.
I Kina holdes der en stor dragefest den 1. august, hvor børnene klæder sig ud som drager og går i optog gennem byen.
I Grønland fejres der selvfølgelig fødselsdag som hos os - med boller, kakao og fødselsdagssang. Men børnene bliver også fejret i løbet af deres opvækst med »det første af alting s fest«, en gammel eskimoisk tradition. Hver gang den lille laver noget for allerførste gang, tager de første skridt, får den første tand, siger de første ord, og når en dreng senere hen skyder sit første dyr - så bliver der holdt fest. Der inviteres til kaffe og kage, og familie og naboer tropper op for at deltage i glæden over den lilles fremskridt. Det er en dejlig måde at lade flere end lige den nærmeste familie følge barnets opvækst. Og i gamle dage var det måske en nødvendighed, for man kunne få brug for »reserveforældre«, der stod børnene nær, hvis forældrene omkom på jagt eller fiskeri.
Så vist bliver børn fejret verden over - bare på forskellig måde, af forskellige årsager og på forskellige tidspunkter.

af Eja Nilsson