Mergling gør en rig far men en fattig søn
Landbrug - ordsprog fra DANMARK
Mergling: Mergel er en lertype, som indeholder mindst 10% kalk. I Danmark, hvor isen har rodet grundigt rundt i undergrunden, er moræneler ofte blevet blandet med det underliggende kridt. På den måde er de mange mergelforekomster blevet dannet.
Førhen gravede man efter mergel overalt i landet, hvor det fandtes. Man merglede umiddelbart efter høsten og fortsatte indtil frosten gjorde arbejdet umuligt. Den våde, klumpede mergel blev fordelt bedst muligt på jorden, så frosten kunne skørne den, og i foråret blev knoldene slået i stykker og harvet ned.
Hensigten var at tilføre jorden kalk, for erfaringen viste, at kalken gav et forøget udbytte. Virkningen skyldes, at calcium-ionerne skubber andre metalioner (og andre positive ioner) af overfladen på ler- og humuskolloider. De frigjorte kalium-, magnesium- og ammonium-ioner virker som gødning, så længe de er tilgængelige i jordvandet.
Imidlertid er beholdningen af gødningsstoffer på kolloidernes overflade ikke uendeligt stor, så virkningen ved mergling fortager sig efter en årrække.
Deraf kom udtrykket:
Faderen mergler, og sønnen sulter