Dåb

Vælger man at lade sit barn døbe i kirken, hvilket 79,2% af danske forældre gjorde i 1996, skal man henvende sig til præsten og bestille tid til den kirkelige handling. Man skal blandt andet meddele gudmoderens eller gudfaderens navn samt oplyse navnene på de mindst tre og højst fem faddere. I den forbindelse er det meget almindeligt, at præsten snakker med barnets forældre om, hvad dåben er for noget. Dåben er den eneste af de kirkelige handlinger, der er et sakramente. Dvs. en hellig handling, hvortil der er knyttet et guddommeligt løfte om nåde.
Den ene forælder kan godt alene bestemme, at barnet skal døbes. Det gælder dog ikke, hvis man på et tidligere tidspunkt i fællesskab har afgivet skriftlig erklæring om, at ens børn skal opdrages i en anden tro eller i et andet kirkesamfund.
Dåben foregår normalt i forbindelse med en almindelig gudstjeneste. Ved dåbshandlingen deltager dåbsgæsterne fra gudstjenestens begyndelse. Forældre og gudmoder eller gudfader kan selv bestemme, om de vil være til stede ved gudstjenestens begyndelse, eller om de vælger at møde efter prædikenen. De fleste foretrækker det sidste.
Vælger man at komme efter prædikenen, vil man under samtalen med præsten inden dåben få at vide, hvad der er gældende praksis i den pågældende kirke. Mange af disse mere praktisk betonede omstændigheder varierer fra kirke til kirke. Fx kan dåbshandlingen være placeret forskellige steder i gudstjenestens forløb, ligesom der også kan være forskellig praksis for, hvornår dlåbsbarnet bæres ind i kirken og forlader den igen.
Man kan - efter aftale med præsten også vælge et andet tidspunkt for barnedåb. Der er eksempelvis nogle, der vælger at holde bryllup og barnedåb samtidigt.

Dåbshandlingen
Vælger man at komme efter prædikenen, vil man under samtalen med præsten inden dåben få at vide, hvad der er gældende praksis i den pågældende kirke. Mange af disse mere praktisk betonede omstændigheder varierer fra kirke til kirke.
Når barnet er blevet båret ind i kirken, får den person, der bærer barnet, anvist en plads - almindeligvis i nærheden af døbefonten - og bliver siddende der under første dåbssalme, og mens præsten læser lovprisningen og bønnen. Det er praktisk at bære barnet på venstre arm, da det så ligger rigtigt placeret, når det senere skal holdes ind over døbefonten.

Dåbshandlingen - ifølge 1991-ritualet
Præsten indleder selve dåbshandlingen med en lovprisning af Gud, og bagefter beder han en bøn - en kollekt - på sine egne og menighedens vegne. Blandt andet beder han i denne bøn Gud om at tage imod barnet, som nu skal døbes:
"Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Lad os alle bede!
Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.
Vi beder dig. Tag i nåde mod dette barn, som vi bærer frem for dit åsyn. Indlem det i din menighed og bevar det i dit samfund både her og hisset!"

Herefter siger præsten:
"Således taler vor Herre Jesus Kristus",

hvilket betyder, at han nu skal til at læse op fra Det Nye Testamente. Som altid, når der læses op af Bibelen, rejser alle sig, og præsten fortsætter:
"Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."

Præsten fortsætter:
"Evanglisten Markus skriver:
Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det". Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. "

Nu opfordrer præsten menigheden til sammen med ham at bede om velsignelse for det eller de børn, der skal døbes, og barnet bæres hen til døbefonten. Faddere og følge kan gå med, hvis de ikke spærrer alt udsyn for menigheden. Da børn spærrer mindre end voksne, er de næsten altid velkomne til at komme tæt hen til døbefonten.
Hvis der er flere børn, bæres de hver for sig hen til døbefonten. Præsten tegner derefter med hånden kors for ansigtet og brystet af den, der skal døbes, og siger:
"Modtag det hellige korsets tegn både for dit ansigt og for dit bryst, til et vidnesbyrd om at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus".

Og herefter spørger præsten gudmoderen eller gudfaderen om barnets navn og siger, efter at barnets fulde navn er blevet oplyst:

"NN forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen?"

Gudmoderen eller gudfaderen svarer hertil: "Ja".

"Tror du på Gud Fader, den Almægtige, himmelens og jordens skaber?"

Gudmoderen eller gudfaderen svarer: "Ja".

"Tror du på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, Vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde?"

Gudmoderen eller gudfaderen svarer: "Ja".

"Tror du på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv?"

Gudmoderen eller gudfaderen svarer: "Ja".

"Vil du døbes på denne tro?"

Gudmoderen eller gudfaderen svarer: "Ja".

Mens barnets hoved holdes ind over døbefonten, hælder præsten tre håndfulde vand over det og siger samtidig:
"NN Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen".

Præsten lægger nu atter hånden på barnets hoved, mens han siger:
"Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv! Han bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid. Amen".

Herefter bedes fadervor, mens præsten igen lægger sin hånd på den døbtes hoved.

Talen til fadderne
Nu sætter alle sig ned igen, bortset fra fadderne og eventuelt forældrene. Til dem siger præsten følgende, evt. formuleret med hans egne ord:
I, som er faddere til dette barn, kan nu bevidne, at det er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og I skal vide, hvad I skylder det barn, hvis faddere I er: Hvis det sker, at forældrene dør, før barnet kommer til skelsalder, da skal I, så vidt I har mulighed for det, drage omsorg for, at det oplæres i den kristne børnelærdom, for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham.
Fred være med jer! Amen.

Efter dette bærer man barnet tilbage til sin plads, og ofte synges der endnu en dåbssalme før gudmoderen eller -faderen, når der er givet tegn til det, forlader kirken med barnet.
Til sidst bedes en fælles bøn, hvorefter forældre, søskende og den nærmeste familie kan forlade kirken. I våbenhuset ønskes forældrene tillykke, og først nu må der tages billeder/video medmindre andet er tilladt eller aftalt.

Nøddåb
Nøddåb kan foretages i tilfælde, hvor der er fare for barnets liv, og der ikke synes at være tid til at hente præsten. En af de tilstedeværende siger da: "Herre Jesus, tag i nåde mod dette barn!"
Derefter øses der tre gange vand på barnets hoved, mens han eller hun siger: "NN Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen ". Hvor det er muligt, afsluttes handlingen med et fadervor.
Dåb uden præstens medvirken bør snarest meddeles denne, og hvis barnet overlever, fremstilles det i kirken siden hen.

Overtro og dåb
Man sagde, at barnet skulle sove sin første søvn efter dåben i kristen klæderne. Så skulle man få et roligt barn, og fraveg man skikken ville barnet ikke blive ret gammelt og "tabe velsignelsen" oven. i købet. Barnet skulle desuden sove med det tørklæde, som fadderne havde ofret penge på i kirken.
Når barnet vågnede, blev kristentøjet taget af. Men inden det blev lagt væk, brugte man nogle steder at hænge det op, fordi barnet ellers ikke ville vokse.

Brød, salt og penge
Mange har i tidens løb brugt at fastbinde en lille pose med brød, penge og eventuelt også salt inde under dåbskjolen. Den almindelige opfattelse har været, at barnet aldrig ville komme til at mangle penge eller brød, og at det ville være beskyttet imod onde magter.
I 1800-tallet og tidligere lagde man disse ting oven på barnets bryst, og de blev gemt, som var de guld. Vi ved fx at Peder Hansen, der var kapellan i Faaborg, havde gemt sit dåbsbrød, for at det kunne blive spist af gæsterne til hans bryllup, der blev holdt den 20. februar 1625.
Brød med salt på har i århundreder været anvendt i forbindelse med en ed, der skulle bekræftes, jf. i øvrigt den romerske bryllupskage (se også: Bryllupskagen). Så sent som i slutningen af forrige århundrede blev det anvendtj de arabiske lande, når man skulle indgå en aftale om en eller anden alliance. Samtidig med, at man dryssede saltet på brødet, sagde man: "Jeg er dine venners ven og dine fjenders fjende". Det er også en gammel semitisk skik at give en tidligere fjende salt og brød, fordi han derefter blev anset som en ven.

Faddergaver
Indtil omkring 1850 var barnets forældre aldrig med i kirken på dåbsdagen. Det var fadderne og gudmoderen, der bragte det lille barn til kirken og var vidner på, at dåben gik rigtig til.
Gudmoderen betragtedes som den vigtigste af fadderne. Detvar hende, der fik overrakt barnet af moderen og faderen, og det var til hende, de hviskede barnets navn. Dette måtte endelig ikke siges højt før dåben, fordi det kunne bringe ulykke over barnet.
Ved hjemkomsten fra kirken måtte gudmoderen under ingen omstændigheder slippe barnet, før hun kunne lægge det i faderens arme. Faderen bar så barnet ind, før nogen anden gik over dørtærsklen, og det blev straks lagt i vuggen, enten direkte af faderen eller via moderen.
At være fadder var ensbetydende med, at man skulle af med ikke bare en faddergave, men flere: Til præsten, til barnet, til moderen og undertiden til ammen, eller som man sagde: På alteret, på brystet, udi sengen og på vuggen. Umiddelbart efter at man i kirken havde afleveret sit offer til præsten, lagde man en guld- eller sølvskilling på barnets bryst. Enten lå der et lommetørklæde, hvori pengene kunne samles, eller der var påsyet en eller to lommer på dåbskjolen til formålet.
Der kan næppe være nogen tvivl om, at disse gaver oprindeligt har haft en religiøs betydning og været ofre eller beskyttelsesmidler for det pågældende barn. Dels blev ofret givet i kirken, dels blev det givet i form af ædelt metal, der ansås for et sikkert middel imod troldtøj (se også: Brød, salt og penge). Faddergaverne var et godt stykke ind i 17OO-tallet af temmelig stor værdi, men herefter tog overdådigheden gradvis af Selvom der nu kun skulle være fem faddere, blev bønderne ved med et stykke ind i 1800-tallet både at have mange faddere og at ofre på barnets bryst. Sandsynligvis for på den måde at få et økonomisk bidrag til barselsgildet.

Dåb af allerede navngivne
I de fleste tilfælde finder en sådan dåb sted, fordi barnet ønsker at blive konfirmeret. Det kaldes mange steder for voksendåb. Barnet skal, indtil det er fyldt 18 år, have sine forældres tilladelse til at blive døbt. Alle, der ikke er døbt, kan til enhver tid vælge at lade sig døbe. Dåb af personer, der er myndige, overflødiggør konfirmationen, selvom der dog ikke findes nogen lovgivning på området, der har fastslået dette.
Den såkaldte voksendåb af unge, der skal døbes, før de kan blive konfirmeret, er blevet mere og mere almindelig.

Fadderne og gudforældrene
I dag skal der være mindst tre og højst fem faddere. Hvis en eller begge forældre indskrives som faddere, skal der kun være to andre, men der må stadig gerne være fem, så der i alt bliver seks eller syv faddere. De fleste faddere vælges blandt de nærmeste familiemedlemmer og venner.

Renselse eller vandøsning
I det førkristne Norden blev navngivningen ledsaget af en renselsesceremoni, som man kaldte for vandøsningen, og som foregik umiddelbart efter fødslen.
I det gamle Rom fandt der også en renselse (Lustratio) sted sammen med navngivningen. Den foregik på renselsesdagen (dies lustricus), der for pigernes vedkommende var på
8.-dagen efter fødslen og for drengenes vedkommende på 9.-dagen.
Mens man i Norden og i Rom benyttede vand i forbindelse med rensningen, så brugte man i det gamle Grækenland ild ved denne lejlighed. Det foregik på den måde, at de nærmeste slægtninge med barnet i armene løb nøgne rundt om arnen, hvor ilden brændte.
Umiddelbart kan det forekomme mærkeligt, at den nyfødte skulle renses for at kunne blive optaget i det omgivende samfund. Det skyldtes, at den nyfødte repræsenterede det ukendte, der både kunne være dæmonisk og farligt, men samtidig positivt og berigende. Ved vandøsningen eller dåben skulle det onde uddrives, mens de gode kræfter skulle fremmes.
Som religiøs indvielse er dåben - i betydningen neddykkelse i vand eller afvaskning - altså ikke en specielt kristen sædvane. Det skal dog nævnes, at den kristne dåb blev praktiseret så tidligt, at al omtale af dåben i Ny Testamente er bestemt af den dåbsskik, der herskede, inden man begyndte at skrive noget som helst ned.

Både mænd og kvinder
Blandt fadderne skal der være både mænd og kvinder, og i det mindste en af dem skal være fra forældrenes egen generation. Alle fadderne skal være over den gældende konfirmationsalder, hvorimod det hverken er en betingelse, at man er medlem af kirken eller konfirmeret, blot man er døbt.
Fadderne har to funktioner, de er dåbsvidner, og de påtager sig at sørge for, at barnet får en god og kristen opdragelse, sådan som det også fremgår af dåbsritualet (se dette).
Det betragtes som en almindelig regel, at man som fadder viser barnet en særlig interesse og fx husker dets fødselsdag, dåbsdag og lignende, og endvidere støtter det, hvis det skulle få brug for det. Det er derimod ikke rigtigt, at fadderne, som mange tror, har pligt til at forsørge barnet, hvis det mister sine forældre.

Gudmoder eller -fader
Hvis det er en af fadderne, der bærer barnet, kaldes denne fadder for gudmoder eller gudfader. Gudmoder eller -fader er folkelige begreber, som kirken for så vidt er ligeglad med. I dag er det mest almindeligt, at det er barnets moder, der bærer det, men tidligere var det som regel farmoderen, der bar den førstefødte søn, og mormoderen, der bar den førstefødte datter. Hvervet blev betragtet som ærefuldt og kunne derfor let give anledning til jalousi. Det er muligvis derfor, at det i dag er moderen, der varetager denne funktion, ud over at barnet simpelthen er mest tryg, når det er moderen, der bærer.
Overtro og dåb
Det var vigtigt, at barnet blev døbt så hurtigt som muligt efter fødslen. For i denne periode var det i særlig grad udsat for farer. Fx kunne det blive stjålet af en ellekone eller en bjergkone, der så i stedet for efterlod deres eget barn - en såkaldt skifting, medmindre man passede på og fx lagde stål ned i vuggen, slog kors over den eller havde tændt lys.
Det var også af stor vigtighed, at den, der bar barnet ind i kirken, sørgede for, at det fik benene ind ad døren før hovedet, da barnet ellers ville blive en, der gik og faldt over sine egne ben. Hun skulle være fastende og ikke spise noget, før de kom fra kirke, for ellers ville det ikke senere være til at fylde med mad, Endvidere skulle hun om morgenen, inden de tog til kirke, prøve lidt af al slags arbejde, for ellers ville barnet ikke komme til at du til noget. Det var ligeledes vigtigt, at den, der holdt barnet over dåben, læste hvert ord efter præsten og holdt barnet lige under bogen, for da ville det få let ved at læse.

Festen
Normalt er antallet af gæster til en barnedåb og den efterfølgende frokost eller middag mindre end i forbindelse med de øvrige af livets fester. Gæsterne består af den nærmeste familie og som regel kun dem blandt ens venner, der har stået fadder.
Selvom det efterhånden er blevet mere almindeligt at holde festen efter barnedåben ude på restaurant, så holder de fleste dog stadigvæk festen hjemme, blandt andet fordi det af hensyn til barnet er det mest praktiske. Som regel med hjælp enten af en kogekone eller serveringspersonale eller måske begge dele. Gæsterne samles i hjemmet umiddelbart efter barnedåben, og det vil som regel sige omkring kl. 12. De fleste serverer et glas vin, øl eller vand, mens gæsterne samles, og omkring kl. 13 går man til bords. Der er så godt som aldrig musik i forbindelse med en barnedåb, ligesom også sange er sjældne. Derimod kan der godt være taler. Med hensyn til bordplan, taler og sange henvises i øvrigt til de relevante afsnit.

Maden
Afhængig af de enkelte familiers traditioner serveres der enten frokost med øl og snaps eller middag med tre retter mad og vin. Efter maden serveres der kaffe og småkager. Der er kun sjældent musik i forbindelse med en barnedåb.
I de tilfælde, hvor gæsterne bliver til først på aftenen, stilles der igen vin, øl og vand frem, og ved 19-tiden serverer mange enten suppe eller laver et tagselvbord med pølse, postej og ost.
Festen slutter senest kl. 21, i alt fald når barnedåben er foregået en søndag, sådan som det stadigvæk er mest almindeligt. De, der vælger at holde barnedåb en lørdag, gør det ofte for at kunne gøre noget mere ud af festen. Dåben foregår da som regel sidst på eftermiddagen og festen om aftenen.

Gaverne
I dag består gaverne til en barnedåb ikke kun af sølvskeer og -gafler, sølvkrus, sølvtallerkener, sølvsparebøsser, sølvsmykker, dagmarkors osv. På gavebordet finder man også billedbøger, tøj, bamser, rangler, ja alle de ting, man også kan finde på fødselsdags-gavebordene. Der er dog stadig en tendens til, at faddergaverne er lidt mere traditionsbestemte end de øvrige gaver. Hvis man giver sølvting, er der mange, der vælger at få indgraveret dåbsdatoen.

Når barnet i hedensk tid var blevet navngivet, fik det en gave "i navnefæste" i forbindelse med et ønske for dets fremtid.
Efterhånden som den kristne dåb fortrængte de hedenske ritualer, fik barnet dels faddergaver, dels vuggegaver eller vugge penge, som både blev givet af fadderne og af venner og familie, der var med til dåben. Pengene lagde man under barnets hovedpude.
Foruden penge brugte man især i de højerestående kredse at give barnet sølvtøj, skeer, krus, tallerkener og lignende.
Om gaver i øvrigt, se under: Gaver.

Borddækning
Barnedåben hører til en af de fester, hvor farverne i forbindelse med bordpynten næsten altid er bestemt på forhånd. Hvis det er en pige, der skal døbes, skal farverne holdes i lyserødt, og hvis det er en dreng i lyseblåt. Se også: Borddækning.

Bordplan
Hvis der laves bordplan til en dåb, hvor der som regel ikke er så mange gæster med, kan man sørge for, at gudmoderen og fadderne får en hædersplads, hvilket i dette tilfælde vil sige i nærheden af dåbsbarnets forældre. Se også: Bordplan.

Taler
Til dåbsfesten er det almindeligt, at den ene af forældrene takker fadderne, fordi de har villet påtage sig et ansvar for deres barn. Fadderne kan tilsvarende takke forældrene for den tillid, de har vist ved at vælge dem. Se iøvrigt: Taler.

Lejlighedssange
Der er meget sjældent lejlighedssange til en barnedåb. Selve hædersgæsten har jo ikke megen glæde af at høre sangen, der er skrevet til hans eller hendes ære. Enkelte vælger i stedet at tilegne de nybagte forældre sangen, eller man kan skrive den, som om det er barnet selv, der har lavet en sang til sine forældre. Se: Sange om dåb.