Mel.: Viggo Kalhauge 1876 - O, Gud ske lov til evig tid
Den hellige, almindelige kirke - Kirken - 326
1
Der stander et hus i vort høje Nord,
indviet Gud Faders Enbårne;
der springer en kilde, der dækkes et bord,
der kimes til højtid fra tårne.
2
Did styred den gæveste drot sin gang,
der knæled den stålklædte kæmpe
og lærte ved messe og ottesang
den stolteste vrede at dæmpe.
3
Der sukked vor far med glødende barm,
når klokken den rørte sin stemme;
der fældte vor mor en tåre varm,
som ej hendes sønner skal glemme.
4
Der hented de bod for de tungeste savn
og styrke til vandringens møje;
der fanged de freden i Jesu navn,
da mødig de lukked sit øje.
5
Dengang vi som spæde blev vugget på skød,
Gud Fader os der satte stævne,
og over de rislende vande lød
de ord, som gir, hvad de nævne.
6
Og der kan det vokse, det himmelske frø,
og trives som vandbækkens pile;
ja, der vil jeg leve, og der vil jeg dø,
og derfra så ringes til hvile.
7
End kvædes der sødt ved dets alter i Nord
til pris for Gud Faders Enbårne;
end risler den kilde, end dækkes det bord,
end kimes der mildt ifra tårne.
Anders Reitan 1866.