Svensk folkemelodi - Tekst: Ukendt
Ensom i skoven ved dalen
tæt ved den svalende flod
bo'de befriet for kvalen
Fingal, en hyrde så god.
Elskov, som smerter så længe,
havde ej rum i hans bryst.
Blomster og duftende enge,
fuglenes himmelske røst ...
Det var vel alt, hvad han havde
udi sin sorgløse sjæl,
og i sin uskyld han sagde:
"Himlen vil Fingal så vel."
Fingal en morgen ved strømmen
skued' en pige i bad,
skøn som en engel i drømmen
var hun, så lyk'lig og glad.
Fingal gik ned til den skønne,
hjertet stod pluds'lig i brand,
bar hende op i det grønne
nær ved den smilende strand.
"Dejligste pige," han sagde,
"vil du ej blive hos mig,
blive hos Fingal, den glade,
som aldrig vil skilles fra dig?"
Ængst'lig kom svaret fra hende:
"Hvor kan jeg blive hos dig.
Jeg er jo ingen hyrdinde,
nej du kan aldrig få mig!"
Kinder mod kinder nu brændte,
Fingal gav pigen et kys.
Smertefuldt bort hun sig vendte,
- Fingal var ene som nys.
Tretten år endnu han vanker
ensom i skoven så sval.
Kysset det bli'r i hans tanker:
"Himlen vil straffe Fingal."
Griber sin bue i smerte,
spænder den modigt som før,
retter den ret mod sit hjerte,
skuer mod himlen og dør.