Gunnar Colding Jørgensen 1983 - N. F. S. Grundtvig 1848
1.
Folkeligt skal alt nu være
trindt om land fra top til tå,
noget nyt der er i gære,
det selv tosser kan fostå:
men kan alt, hvad bister, bødes
med det ny, dom først skal fødes?
Vèd man også, hvad man vil
mer end "brød og skuespil"?
2.
Folk! hvad er vel folk i grunden?
hvad betyder folkeligt,
er det næsen eller munden,
hvorpå man opdager sligt
findes, skjult for hvermands øje,
folket kun i kæmpehøje
eller bag hver busk og plov,
i hver kødklump før og grov?
3.
Folk der var i gamle dage,
både store folk og små,
om der end er folk tilbage,
gøres nu her prøver på:
Folkeånder alle vågne,
som de vævre, så de dovne,
hvad de alle kan og vil
er at sætte alt på spil.
4.
Til et folk de alle høre,
som sig regne selv dertil,
har for modersmålet øre,
har for fædrelandet ild;
resten selv som dragedukker
sig fra folket udelukker,
lyse selv sig ud af æg,
nægte selv sig indfødsret.
5.
Rive løs sig rigets stænder
fra den fælles folkeånd,
da går hoved, fødder, hænder
latterlig på engen hånd,
da er riget sønderrevet,
fortidsaleren udlevet,
folket mødigt sover hen,
vågner vanskelig.
6.
Har dog folket haft til vætte
mer af ånd end vejr og vind,
trøstig det sig tør forjætte
liv igen, som åndse ind:
Gyldenåret, som det falder,
efterglans af sin guldalder,
som gør alting åbenbart,
livet list og ordet klar.
7.
Så på os i nørreleden
ånder nu vor vætte prud,
med vor pest han bryder freden,
driver tysk af norden ud,
vækker trindt i danmarks rige
alt det danske, folkelige,
i vor hjerne, i vort bryst,
i vor skrift og i vor røst.
8.
Får vi ægte danske love,
danske skoler splinterny,
danske tanker, danske plove,
rinder op vort gamle ry:
""Dansken, lykkelig begavet,
bor med fred og fryd på havet""
da er folkets dåd og digt,
da er alting folkeligt.
9.
Præst og adel, borger, bonde,
kunstner, skipper, skolemand
kalde alt udansk det onde,
værge danskens fædreland,
og mens hver har sysler sine,
alle dog hinanden ligne,
har tilfælles byrd og blod,
modersmål og løvemod!
10.
Folkeligt er her i vangen
endnu ét af hjertens grund,
folkelig er elskovssangen,
ægte dansk i alle stund,
ej på val og ej på tinge
agtes børn og kvinder ringe,
hvad der end går op og ned,
dansk er immer kærlighed!