Melodi: Niels W. Gade - Tekst: Adam Oehlenschläger
Fra kvalmfulde mure til marken så huld!
der pløjede fure har ydet sit guld.
Så friske, så sunde de bønder vi se;
ved kølige lunde de hvæsse den blinkende le.
Se, blomsterne virke et tæppe, som går
om gotiske kirke, hvor korsene står.
Så brun den sig rejser i lysgrønne dag;
se, hvor storken knejser på det gamle, mosgroede tag!
Hulvejen mod havet nedluder så brat,
med skygge begavet, med træer besat.
Her risle så milde de bølger fra land,
fra venlige kilde langt ud i den himmelblå strand.
Så langsomt i sandet vi glide af sted;
imens ruller vandet ved hestenes fjed.
Den flagrende måge flyr hen over sø.
Hist se vi i tåge Tycho Brahes knejsende ø.
Her bøgenes kroner sig om os har hvalt.
De spøgende toner vi høre jo alt.
Se teltene hvide! Se hvirvlende røg!
Vi køre, vi ride, vi ile til latter og spøg.
Har oprindelig titlen 'De Kiørende' og stammer fra 'Sankt Hansaften-spil' - et lille lyrisk drama, der udkom i Oehlenschlägers første samling af digte i 1803.