(To i båden) Komp.: A. Ditmer Forf.: Chr. Richardt
Hør, Ellen, hør, ifald du vil,
stig ud på tømmerflåden,
så lægger jeg med båden til,
og så går du i båden!
Sig rører ej den mindste vind,
og alt er tyst og stille;
om lidt så få vi måneskin,
og det er ej så silde.
Tak, Ellen, tak! Ifald du så
vil holde lidt til højre,
at ingen grene skal os slå,
og ingen siv os tøjre;
nu snart vil månen bygge bro
og nattens stjerner møde;
det er jo næsten, som vi ro
i rosenskyer røde.
Se, dette skønne åkandblad,
det mørke, brede, blanke!
Det ankrer her - og ved du hvad -
det samme gør min tanke;
den var på rejsen, var på vej,
men kom dog ingen vegne,
bestandig landed den hos dig
fra alle verdens egne.
Og et, kun et min hu står til,
som nu så sødt at glide
alt over livets bølgespil
med dig og ved din side;
du drager mig så stærkt,
så ømt som voven disse pile;
jeg elsker dig, og jeg har drømt -
hvad jeg nu ser dig smile.
Ja, tåren bliver hurtig træt,
når man er to om gråden,
og båden glider dobbelt let,
når man er to i båden.
Ved hver en vending, kan du tro,
når gode råd er dyre,
skal jeg nok slide, stage, ro
og du kan gerne styre!
En kærlighedsidyl af gammelmodig tone og duft, skrevet af en af guldaldertidens sidste lyrikere; men en digter, som aldrig lod følelserne tage magten over forstanden og heller aldrig glemte, at han foruden at være digter var akademiker. Ikke af de tørre og pedantiske, men af de klarhjernede, som ikke gav pennen lov til at løbe af med ham. "To i båden" stammer fra Chr. Richardts første digtsamling (1864), hvor digteren var 33 år gammel, og senere skulle hans digtning (som f.eks. i "Tornerose" og "Drot og Marsk") blive spændt betydelig mere dristigt op. Men sjældent med en charme og musikalitet som i sangen her.
Både Horneman og Hartmann har skrevet lødige melodier til "To i båden" (Hartmann endda udsat den for fire mandsstemmer); men det var den i dag ukendte A. Ditmers melodi, som løb af med folkets yndest.