Hvem sidder der bag skærmen (16)

Hvem sidder der bag skærmen,
med klude om sin hånd,
med læderlap for øjet,
og om sin sko et bånd,
det er såmænd Jens Vejmand,
der af sin sure nød
med hamren må forvandle
de hårde sten til brød.

Og vågner du en morgen
i allerførste gry
og hører hamren klinge
påny, påny, påny,
det er såmænd Jens Vejmand
på sine gamle ben,
som hugger vilde gnister
af morgenvåde sten.

Og ager du til staden
bag bondens fede spand,
og møder du en olding,
hvis øjne står i vand,
det er såmænd Jens Vejmand
med halm om ben og knæ,
der næppe ved at finde
mod frosten mer et læ.

Og vender du tilbage
i byger og i blæst,
mens aftenstjernen skælver
af kulde i sydvest,
og klinger hammerslaget
bag vognen ganske nær,
det er såmænd Jens Vejmand,
som endnu sidder der.

Så jævned han for andre
den vanskelige vej,
men da det led mod julen,
da sagde armen nej,
det var såmænd Jens Vejmand,
han tabte hamren brat,
de bar ham over heden
en kold decembernat.

Der står på kirkegården
et gammelt frønnet bræt,
det hælder slemt til siden,
og malingen er slet.
Det er såmænd J ens Vejmands,
hans liv var fuldt af sten,
men på hans grav i døden
man gav ham aldrig en.

Jeppe Aakjær, 1905.