Mel.: Jeg ved et evigt Himmerig
Troen på Guds Søn - Påske - 244
1
Hvor lifligt er det dog at gå
med Jesu ord i munde,
hans sår, hans død at tænke på
og alt hans værk begrunde!
2
Den glæde to disciple fik,
så deres hjerter brændte,
da ud til Emmaus de gik,
og Herren sorgen endte.
3
Thi Jesu kors, hans død og grav
var deres vandrings tale,
som dem et smerteminde gav,
det ej de kunne svale.
4
Men Jesus var dog i den nød
så ganske nær til stede,
at han, de tænkte være død,
var standen op med glæde.
5
O Jesus, o, du ved, jeg går,
din pilegrim og borger,
i disse korte verdensår
fuld af titusind sorger.
6
Dig vandrer jeg så gerne med,
opstandne Jesus milde,
til Himlen jeg i dine fjed
så gerne følges ville.
7
O, følg dog med, jeg slipper ej
o, drag mig, når jeg ikke
så fyrig er på Himlens vej,
hvor torne foden stikke!
8
Måske min aftenstund er nær,
i ungdom eller alder.
O, bliv dog hos mig, favn mig her,
når jeg ved døden falder!
9
Så skal jeg grant, o Jesus, dér
dig og din Fader kende.
O, gid da kun min vandringsfærd
var kommet vel til ende!
Luk 24,13-35. Thomas Kingo 1689. Jf. nr. 782.