Kære mor... - 50 år
Du er nu blevet gammel.
Et halvt århundrede, eller med andre ord en tyvendedel årtusind, er gået siden du kom til verden.
Gravballemanden er for øvrigt tusind år gammel...!
Faktisk er du helt præcist 600 måneder gammel, eller 18250 dage, eller 438000 timer, eller 26.280.000 minutter, eller 1.576.800.000 sekunder gammel.
Det er nu ikke så slemt at blive gammel. Faktisk kan det være temmelig sjovt, og forbundet med en masse fordele. Man kan f.eks. få mimrekort til busser og tog, ungdommen rejser sig op i bussen for én, så man kan sidde ned og hvile sine trætte og hævede ben, og det er ikke længere dig, der holder de små spejdere i hånden over vejen, men dem, der med støttende og langsom gang følger dig over "den store og farlige vej", mens de høflige unge mennesker beroliger dig med at "Du nok skal nå over vejen - inden de farlige biler begynder at køre".
Og skal man have det rigtig sjovt, så kører man rollatoren frem, smækker et trinbræt i stativet og kaster motoren fra græsslåmaskinen i kurven, hvorefter man med næsten lige så mange kilometer i timen som din alder ( beregnet i år -), farer overhalende forbi de små skolebørn på deres små el-drevne løbehjul, mens vinden blæser det grå hår kraftigt bagud, som var du julemanden, der i en tilstand stress og galskab farer som en komet over himlen i sin tætpakkede kane på en sen julenat, og bedstemor med slag i hujer og hejer, og i forbifarten, som et ekstra sejrstræk, stikker stokken i hjulene på de små "søndagsbilister", så der ikke længere skal herske tvivl er om, hvem der styrer gaderne i Farum. (Pust...)
--------Nå, men nu til det mere seriøse...---------
Kære mor...
Meget kan man sige om dig, - og det passer sikkert alt sammen!
Men der er sider af dig, som ikke mange kender til, andre end lige din familie, og heriblandt dine børn. Sider som fortæller noget grundlæggende om dig som person.
Allerede da Marianne og jeg var ganske små, var du overladt alene med ansvaret af at tage dig af os. Jeg ved hvor stort et arbejde det er, at tage sig af et lille barn selv når man er to til at dele opgaven, samtidig med alle de pligter der ellers ligger i hverdagen. Men du var alene og ikke bare med et barn, men med to børn...Godt nok de to dejligste, sødeste, letteste, mest pragtfulde, mest bedårende, mest vidunderlige og mest velopdragede børn, man overhoved kunne tænke sig specielt din kære lille søn havde og har stadig alle disse kvaliteter i særdeles udbredt grad...(Kig tydeligt på Marianne), og når jeg ser tilbage på denne tid, hvor du var alene med Marianne og jeg, ser jeg en mor, der arbejdede hårdt for, at kunne forsørge og tage sig af sine børn. Jeg ser en mor, der skabte et trygt hjem og altid gjorde sit yderste for at værne om sine børn og tage sig af deres behov, samtidig med at hun arbejdede fra tidlig morgen til sen eftermiddag og lige fik økonomien til at løbe rundt for det meste i hvert fald. For jeg husker tydeligt, da du med Marianne og jeg i hænderne tog rundt til forskellige guldsmedeforretninger i København for at få vejet noget sølvbestik du ejede og for at sælge det til den højeste pris, så der igen var penge til mad.
Der er meget fra denne del af barndommen som jeg husker, og alt sammen noget, der viser dit engagement i og din kærlighed til dine børn.
Jeg husker bl.a. nogle af de ture, hvor vi om efteråret, efter du havde hentet os i børnehaven, gik forbi det store grønne område ved vandet ved Christianshavn, hvor der voksede store kastanietræer og hvor vi samlede massevis af kastanjer, som vi lavede små figurer af, når vi så kom hjem. Og jeg husker det samme sted om vinteren, hvor vi alle tog over og kælkede på den røde plastikkælk du havde købt til os, og først tog hjem igen, når vores hænder, fødder og næser var nær frosset til is. Jeg husker de gange du overraskede os med biografture ikke mindst dengang vi skulle ind og se E.T, hvor Marianne og jeg grinede og pjattede sammen hele vejen i bussen til biografen, men stortudede på vej ud af salen, efter at have set E.T "ringe hjem", og den lille brune og rynkede dværg altså E.T. smuttede tilbage til rummet og væk fra hans små menneskevenner i den bedste "vi ses aldrig igen"-Hollywood-afskedsscene-stil.
Jeg husker vores årlige tur i Tivoli med softice, piratskibe og kålormen. Og ikke mindst husker jeg de utallige aftener og de mange ture med de dummeste spejdertøser, som du var leder for, aftener og ture, som jeg naturligvis var tvangsindlagt til at deltage i, da du ikke havde andre steder at gøre af mig.
Pengene har måske været få. Der har måske ikke været råd til meget, og der var nok også et par huller i tøjet hér og dér, men én ting er i hvert fald sikkert Marianne og jeg har aldrig manglet noget, og der har altid være rigeligt af din kærlighed til os dine børn.
"Temperament" kan vel på en eller anden måde betegnes som en bestemt sindstilstand, der viser sig i et spontant verbalt eller fysisk udbrud og som flere i vores familie lider af heriblandt dig, kære mor.
Et godt råd til alle: lad være med at snakke til et B-menneske, før end personen i tilstrækkelig grad er kommet sig over søvnen og har bevæget sig over i en normal vågen tilstand. Ellers bliver guillotinen hevet frem og hoveder begynder at rulle. Glubske hunde bliver trukket ud af klædeskabet, så de med spændte lænker og med fråde om munden gør arrigt til man har trukket sig tilbage og holder sin mund lukket.
Der er visse personer man ikke skal tirre for meget. Ellers ender man bare med fra 2 meters afstand, og med den bedste kaster-arm at få smækket en klam, våd karklud lige i potten, så resterne fra dagens måltid bliver hamret fast mellem tænderne og øjnene i det måbende ansigt, stirrer forbløffet ud gennem de bitte små masker i karkluden.
Små børn løftes op med skånsomme voksenhænder under deres små arme, små søde kæledyr aes med blide bevægelser over deres bløde pels, og en provokerende søn løftes med et fast greb i hovedet og flyttes fra den ene ende af stuen til den anden.
Temperament og gavmildhed er to egenskaber der ikke udelukker hinanden.
"Mine børn skal ikke mangle noget", synes at være dit motto, - og det har altid været dit princip, at begge dine børn skal behandles ens, at den ene ikke skal have mere end den anden, eller mindre end den anden et princip du altid har overholdt og håndhævet.
Ikke sjældent har dine børn således mærket til hjælp, når der har været brug for den, hvad enten det har været et tilskud til et møbel, et lån som altid er blevet eftergivet eller blot at få kistebunden fyldt op igen. Vi har ikke manglet noget og det gør vi stadig ikke......og det kunne være, at jeg ikke skulle grave dybere i dette emne, da det er taktisk dumt at røbe om diverse transaktioner fra din konto, nu da Bjarne har fået et nervøst blik i øjnene og lytter interesseret med spidse ører!
Som det sidste vil jeg kort omtale en side af dig, som jeg ved ikke mange besidder: Troen på dig selv...dit Gå-på-mod. Alle mennesker møder modgang i livet. Alle møder tider i deres liv, som er hårdere end andre, og som kræver en større indsats at komme igennem end det ellers er nødvendigt i hverdagen. Du har haft dine tider, og nogle har været sværere end andre. Men alligevel er du altid kommet godt igennem. Du kæmper tålmodigt, selv når der er mange forhindringer på vejen. Således er du igen på trods af din alder - tilbage i et arbejde du holder af og som er med til at give dig livskvalitet og fylde din hverdag ud. Andre episoder kunne nævnes i denne sammenhæng, men noget privatliv skal man jo have selv til sin fødselsdagsfest.
Kære mor...dette er nogle af de mange kvaliteter og egenskaber du har, og som fortæller meget om dig som person og menneske.
Du er måske et halvt århundrede gammel, men jeg håber selvfølgelig, at du får mindst lige så mange år at leve i endnu, og at årene fremover bringer dig det bedste.
Tillykke med de 50 år.