Min barndomseng - du ligger der
i sommersol og alskens vejr
langs Nordsøs kåde bølge,
som knibsk du byder brunet fod,
hvad denne tager glad imod
med kys og leg til følge.
Min barndomseng - min barndomseng,
den milelange fløjelsseng
i læ af lyngklædte klitter,
ret som et mægtigt fuget bræt
så blank i fladen - ren og net,
her intet synet splitter.
Min barndomseng i julisol
iført nyspundet silkekjol'
så blød og grøn og lækker.
En krumning har din myge krop
fra »Nørrenæs« til »Albu« op
vel nok en mil den dækker.
Min barndomseng, min kære eng,
hvor sol og regn og blæst i flæng
har næret dine rødder,
der løb som dreng jeg kåd omkring
og tænkte alt - og ingenting
på nøgne, stærke fødder.
Min barndomseng, hvor du mig drog,
når fader bøjed ryg og slog
med le dit grønsværstæppe.
Jeg mindes end hans rytmetag,
de stærke greb om »hjøllen«s knag,
de ryk og nøk den lange dag
- hans lige fandtes næppe.
Min barndomseng, en herlig eng,
med duft af yndig »mandeldreng«
og solvarm krusemynte,
af mandeldrenge barnehånd
lod flette lyserøde bånd
for moders stue pynte.
Min barndomseng, du fagre mø,
med volde små af hværret hø,
du kendtes langt på duften,
den duft, som uden lige slår,
imod mig fra dit blonde hår
og krydrer ganske luften.
Min bardomseng, dit græs, din muld,
var »lyw«*) og vibens unge kuld
et skjul mod høgens blikke.
Her måger rapt på hvide sejl
holdt kapløb over vigens spejl,
hvor andeflokke ligge.
Min barndomseng, hvor skæmt og snak
om eng og jord og hø i stak
af jævne, sunde bønder
hver dag så smukt for øret lød,
så jydsk og tungt, så trygt og blød
fra Nørreeng til Sønder.
Min barndomseng ved Fanøs bred
du fik min barnekærlighed,
mit liv med dig er bundet.
Du blev for mig som dreng og mand
en brønd, hvor glad jeg øser vand
og altid næring fundet.
Min eng, min eng, min barndomskyst,
jeg hviled ofte ved dit bryst
og ungdomsfryd fornemme
og der jeg lytted til din sang
om hjem og jord og slægters gang,
om evighedens stemme.
*) Strandskade
Anton Olesen. 1936