af Johanne Louise Heiberg
Fra "En søndag på Amager", 1848
Inger: Min kære lille søster !
hvorfor er kinden din så rød?
Så tankefuld du vandrer.
Du ligner fast en død.
Lisbet: Ak! Jeg har lært en sælsom ting,
derfor jeg går så tavs omkring!
/.Jeg skænket har mit hjerte til en ungersvend:/
Inger: O vogt dig for de svende!
De elsker alle piger små,
men tro i sind og tanke,
ak, det er kun de få.
Lisbet: Men, hvis af alle piger her
kun jeg var den, han havde kær,
/:Da sang jeg med de fugle højt i vilden sky:/
Inger: Min kære, lille søster,
ak! du er nu så ung endnu,
ved ej, hvor de er falske
og listige og snu.
Lisbet: O! før bliver lærken falsk og grum,
end falskhed i hans bryst får rum,
/:så hvid som markens lilje er hans sind mod mig:/
Inger: Min kære, lille søster!
for første gang nu elsker du,
og at det kan gå over,
det tror du ikke nu.
Lisbet: Nej! før flyr storken fra sine små,
end hjertet mit skal fra ham gå.
/:På jorden og i himlen vil jeg elske ham:/
Inger: Min kære, lille søster!
hvor ved du, at han elsker dig
og vil din husbond være
på jord, i himmerig?
Lisbet: Han ser på mig med øjne blå,
to store tårer i dem stå;
/:da tro vi os i himlen hos Guds engle små:/