Mel.: O hjertekære Jesus Krist
Kødets opstandelse og det evige liv - Døden - 539
1
Mit lys i mørke, Jesus sød!
Min tilflugtshavn i liv og død!
Jeg er på jord en fremmed gæst,
og Faders hus mig huer bedst,
men trang for mig på mangen vis
er rejsen til Guds Paradis.
2
Det er mit rette fædreland,
men dyb og vild er dødens strand,
min sjæl er mat, mit hjerte tungt,
mit blod, om gammelt eller ungt,
dog isner i mit bryst, så snart
jeg tænker på min hedenfart.
3
Kun hvem du mætter, Herre, ej
forsmægter på den øde vej;
kun ved dit lys og med din stav
vi overspringe kan vor grav,
og hjertet, som mod død skal stå,
kun med dit blod kan roligt slå.
4
O, vær da, hvad du dig har kaldt:
mit brød, mit lys, min vej, mit alt!
Ledsag og styrk og trøst min sjæl!
Når jeg er mød og træt, da dvæl!
Ja, favn mig fast, o Jesus sød,
og bær mig til din Faders skød!
5
Luk med dit ord mig døren op
til salen over stjernetop!
Og når din røst fra rosensky
opvækker støv til liv på ny,
ifør mig da, som du har sagt,
en klædning lig din kroningsdragt!
N.F.S. Grundtvig 1844.