Mystik

Da mange godt kan lide at optræde som mystikere, og endnu flere holder af at tro på, at der »er noget, vi mennesker ikke forstår...«, ville det jo være synd ikke at give også disse lyster lidt råderum i legen.
Manden med de mystiske evner har i forvejen allieret sig med et »medium«
- og de to har aftalt det hele.
Nu, da han tilfældigt har fået samtalen ledet hen på det ubegribeliges vidtstrakte områder, vælger han sit »Medium« - efter først at have set forskende på flere andre for at finde en, der har den rette »Følsomhed« for den påvirkning, der skal til.
Jo, han vil, ved mystisk påvirking, overføre et ord, som selskabet og han selv enes om, til mediets bevidsthed, blot ved med en stok at tegne visse magiske regn på gulvet, medens han holder mediet under sin påvirkning.
Selskabet vælger for eksempel ordet MARTS, og mediet kaldes ind i stuen. Mystikeren tegner med stokken - men det må jo absolut ikke se ud som bogstaver. Det skal være indviklede, tilsyneladende tifældigt inspirerede figurer.

Aftalen, de to bar truffet, går ud på, at vokalerne i alfabetet gives med dunk i gulvet (tilfældigt fremkaldt under Stokkens mystiske Bevægelser, som ikke har spor at sige i sagen): A er 1 Slag, B er 2, C er 3 o. s. v.
Konsonanterne i ordet kommer som indledende bogstav i de tanketunge sætninger, mystikeren siger. Altså: »Mange vil tro, at dette må være Humbug... « (det var M). 1 slag i gulvet (det var A). »Ret beset er det ikke andet end... « (Det var R). »Tro er ofte en viljesag...« (det var T). »Senere hen i livet kommer man til at se anderledes på det...« (det var S).
Nu må han jo tegne videre uden at dunke i gulvet nogen tid og stirre mystisk tungt på offeret - og så omsider afslutte seancen og spørge mediet: »Føler du nu det ord, vi alle har tænkt på?« - »Ja, det er ordet MARTS. « - Mystik!