Mel.: A.P. Berggreen 1844
Menneskelivet - Årstiderne - 723
1
Naturen holder pinsefest
i blomstervirket smykke,
og lunden, som den kan det bedst,
fortæller om sin lykke.
Nu vårens vind
har ringet ind
dens fest i skovens kroner.
Guds åndes magt
har livet vakt;
ham priser tusind toner.
2
Og hjertet holder pinsefest
med vang og mark og skove.
Den Helligånd, vor himmelgæst,
vi hilse nu og love.
Nu vift og vaj,
du grønne maj!
Min palmegren jeg svinger;
til kirkeby
med sang i sky
hans indtog højtid bringer.
3
Til Herrens pris hans fuglehær
udflagrer med sin trille.
Når Ånden med Guds kraft er nær,
kan jeg da tie stille?
Om Jesus Krist,
der lever hist,
mig lægges ord på tunge;
om livets vår,
jeg godt forstår,
de fugleflokke sjunge.
4
I trange svøb var bladet svøbt,
til døden overgivet;
med skyens vandbad blev det døbt,
da sprang det ud til livet.
Til kraft og håb
jeg fik min dåb;
Guds Ånd! du var til stede.
O, lad min tro
med løvet gro,
bevar dens sommerglæde!
5
Jeg ser, den grønne ager står
opstanden fra de døde;
jeg ved, min frelser år for år
vil også mig genføde.
Det gamle frø
dog måtte dø,
før marken fik sin grøde;
thi hjælp mig, du
Guds Ånd, min hu
til verdens lyst at døde!
6
Af håbets grønne maj jeg vil
min pinseløvsal bygge
mod skylregn og mod dagens ild,
med hvile og med skygge.
Om kærlighed
bag gravens bred
med ren og evig lue,
om glæden hist
hos Jesus Krist
mig synger skovens due.
C.J. Boye 1834.