Takketale ved polterabend

Mine kære venner!
Det er jo i nøden, man skal kende jer! Derfor er jeg også taknemmelig til det selvudslettende over, at I er kommet til stede så mange her i aften for at støtte mig med råd og dåd nu i denne stund, hvor jeg står over for et af mit livs mest afgørende beslutninger.
Det er rigtigt, at jeg gennem tiderne har vægret mig kraftigt ved at binde mig fast til nogetsomhelst damemenneske. Det sky!des især, at jeg holder så meget af at rejse, ligegyldigt om det er med tog, bus, fly o.s.v. Og jeg har jo opdaget, at når man først er gift, så får man aldrig vinduespladsen.
Fra mine rejser ved jeg imidlertid også, at man kan komme for sent til toget. Og det kan være ret så ubehageligt. Så da min tilkommende pressede kraftigt på her forleden, så besluttede jeg at give efter og lavede altså denne hersens aftale for i morgen. Kl. 11 er det vist.
Iøvrigt har jeg lært at leve i ligeberettigelsens tidsalder. I gamIe dage ville jeg have spurgt Berit: vil du være min? - I stedet sagde jeg: skal vi være vores?
løvrigt må jeg beundre Berit for, at hun sagde ja til mig. Flere af hendes veninder havde andre interessante - i fagsproget hedder det vist alternative - forslag. En af dem sagde til hende: hvad nytter det, at Ken har et sekssporet stereoanlæg, når han kun har en énsporet tankegang.
Nu skulle det jo nødig gå som med et lidt mere erfarent ægtepar, jeg kender, og hvor jeg hørte konen sige: engang betød han hele verden for mig. Men jeg har lært en god del geografi siden da.
Vi håber på og regner med, at vi har lært af alle andres dumme fejltagelser, således at vort eget ægteskab bliver gennemført perfek og ideelt. Og jeg må da erkende, at jeg efterhånden også har nået den alder, hvor jeg trænger til at falde lidt til ro med en sød og indtagende kvinde. Den rigtige kvinde er jo som en god bog: underholdende, inspirerende og lærerig - somme tider måske lidt for ordrig men uimodståelig i den rigtige indbinding og udsmykning. Ja. jeg skal villigt indrømme, at jeg ønsker, jeg havde råd til et helt bibliotek.
Det kan måske knibe lidt med at vænne sig til, at vi nu skal være to, der skal tage beslutninger om tingene. Hvis man hører en mand flere gange sige: det kan der ikke være to meninger om - ja, så kan han kun være ungkarl. Men jeg har fået det gode råd, at i en ægteskabelig diskussion er det lige som i trafikken: det gælder om at standse helt op, når man ser rødt.
Naturligvis er jeg ked af at berede mine forældre den sorg, som det utvivlsomt må være, når jeg nu efter at have opholdt mig i deres hus i over et kvart århundrede på så brutal facon flytter hjemmefra og sammen med en forholdsvis fremmed dame. Men mennesker er så forskellige. Nogle vil godt have børnene boende, andre ikke. Jeg hørte forleden dag om en knægt på 14, som henvendte sig på socialkontoret og bad om hjælp, idet hans forældre havde smidt ham ud hjemmefra. Jamen, hvorfor dog? spurgte damen bag skranken helt bestyrtet. Aner det ikke, svarede det unge menneske, og de har også smidt min veninde ud!
Nå, en mand må jo nu og da prøve noget helt nyt. En klog fyr har udtrykt det på denne måde: man kan aldrig opdage nye oceaner, hvis man ikke har mod til at tabe kysten af syne.
Iøvrigt kan det være på tide. at jeg bliver lidt aflastet. Det er godt, når man er to til at dele byrdeme og også to til at tjene pengene. En af de få ting, som man jo i vore tider kan få alle mennesker til at blive enige om, er, at de bliver overbebyrdet og underbetalt. Det kan et ægteskab heldigvis rette op på. For mandens vedkommende i hvert fald.
Og min gamle mor hviskede forventningsfuldt til mig: kærlighed er den eneste ting i verden, som bliver større, når man deler den med andre. - Det lød jo meget godt. Nu må vi se.
Det varmer mig i hvert fald om hjertet, at I er mødt op her i dag for at sige pæne ting til mig og drikke mine bajere. Det sidste har I nu aldrig haft vanskeligt ved. Lad os håbe, at det vil fortsætte også under de nye og ændrede familieforhold. Måske vil det endda komme så vidt, at vi ligefrem må sætte os sammen og trøste hinanden en gang mellem, I gammelgifte og så jeg,
Jeg håber dog, at det hele ikke går så slemt, som nogen altid spår. Jeg mener, at det er en fordel, at jeg har set tiden lidt an - og damerne også - inden jeg bestemte mig. Jeg ved godt, at nutidens unge er mere fremmelige. De begynder at komme sammen med det modsatte køn, så snart de har fundet ud af, at det findes.
Vel, jeg har besluttet mig til at blive den ideelle ægtemand. Jeg ved også godt, at beslutninger er som ål: nemme at tage, svære at holde. Men lad os nu lige se tiden an. Spændende bliver det i hvert fald altsammen.
Ja, jeg troede for nogle minutter siden. at det var af bar generthed og undseelse, at de fleste af jer sad og kiggede ned i glassene, Men nu er det blevet for påfaldende.
Så skål da!