Tale om at være optimist

Det er jo gået hidtil - altsammen - og nu sidder vi oven i købet her i et festligt lag!
Da jeg tidligere på dagen blev bedt om at sige et par ord her ved bordet, så overvejede jeg forskellige muligheder. Herunder en hyldest til værten, en tale for damerne eller lidt filosofi om, hvad den nærmeste fremtid bringer. Men jeg forkastede det altsammen igen. Hvorfor ikke, tænkte jeg, for en gangs skyld tale om noget, der er lidt mere optimistisk. Og det ledte mig da ind på tanken netop at beskæftige sig med retten til at være optimist.
Mange mennesker er jo noget rigtig surt opstød. Man kører ned ad villavejene og ser, hvordan der på den ene havelåge efter den anden står skrevet »Hunden bider« - og det både med og uden udråbstegn. Hvorfor er der ikke en eneste blandt de mange triste hundeejere, der kunne finde på at skrive f.eks. »Hunden logrer«? Sikkert fordi ingen, af dem rigtig har gjort sig det klart, at vi alle har en menneskelig ret til at være optimister - også.
Og der er virkelig så mange ting, der kan gøre en opstemt. Lad os blot tage noget ret tilfældigt som kønslivet. l vore dage kan man i aviseme læse spalte efter spalte med svar om sex, som man end ikke anede, at der fandtes spørgsmål til!
Det er også rart at tænke på, at i en verden, der i stadig højere grad bliver præget af egoisme og selvforherligelse, kan man underholde et hastigt voksende antal mennesker uden at behøve at gøre andet. end at lytte.
Kom ikke og sig andet, end at tilværelsen er blevet nemmere her på det sidste. Det hele drejer sig bare om, at vi er lidt venligere mod hinanden. Selv om et klap på skulderen kun ligger få ryghvirvler fra et ordentligt spark i rumpetten, så giver det gerne betydeligt bedre resultater.
Selvfølgelig kan man godt nu og da blive i lidt snavs humor, når mere end to problemer presser sig på samtidig, og man kan overveje at trække sig tilbage og lade staten forsørge sig selv. Men vi bør nok overveje, om de skæve ting ikke nu og da skyldes os selv. Ifølge statistikken er hvert andet menneske pirreligt og urimeligt. Man skal så blot tænke på en anden person. Hvis vedkommende ikke er det, så må det være os selv!
Der findes folk, som bliver nervøse, fordi de synes, at dagene flyver afsted. Det findes der et effektivt middel mod: man kan gå på slanke kur.
Der findes folk, som ikke lader sig slå ud af noget som helst. På vort kontor rakte bogholderen i går et glas øl til den nærmeststående af en kreds af kolleger med ordene: Dette l anledning af, at jeg netop har fået mit ottende barn. Tag en slurk og lad glasset gå videre. Det gælder bare om at sætte tingene i system. Derfor er det bedste skrivebordsmotto, jeg kender, da også følgende: lige nu er et godt tidspunkt.
Der findes også mennesker, som har en vidunderlig evne til at lede opmærksomheden bort fra flove situationer ved at tale om noget helt andet. Det oplevede jeg i vinter, hvor jeg med hele familien i vognen var på vej op ad en særdeles glat bakke. Pludselig begyndte bilen skride, og den drejede flere gange rundt og snurrede i yderst livsfarlige sving ned ad bakken, hvor den kom til at stå med køleren i den retning, vi netop var kommet fra. Alle var dybt chokerede, undtagen bedste, som med sin milde stemme spurge: Hvad har du glemt derhjemme denne gang?
Man skal i det hele taget vænne sig til ikke at tage sorgerne forskud. Flere mennesker er jo nogle forfærdelige sortseere, som ham her den betænkelige far på fødeklinikken, der sagde: Jo, vel er han meget sød. Men nu varer det vel ikke længe, før vi er nødt til at give ham lommepenge!
Nogle mennesker synes ikke, at de når højt nok op her i verden. De synes ikke, at de får magt, indflydelse og berømmelse nok. Som jeg trøstede min kone med forleden dag, da hun var inde på disse baner og begyndte at beklage sig: vi kan ikke allesammen være store; men enhver kan, som du, knytte sig til nogen, der er stor.
Særlig blandt ældre mennesker har jeg truffet mange optimister. Alle vil jo gerne i himlen, og nogle forsøger at leve særlig længe i håb om, at der sker en lempelse i adgangsbetingelserne.
Vi skulle jo nødig være som hende den ret sladderagtige omstillingsdame på min arbejdsplads, der forleden blev grebet i at lytte til private samtaler, og som forsvarede sig med at sige: den, som intet ondt hører eller viderefortæller, passer bestemt ikke sit job ordentligt!
Vi kan også trøste os med, at det aldrig kan gå helt galt. Der vil altid være et eller andet job for enhver af os, om ikke andet så hos det offentlige. Min fætter har således fået en ønskestilling som sekretær ved kommissionen for de tavse videnskaber. Da han er en mand af hurtig ubeslutsomhed, passer stillingen ham svært godt. Det meste af tiden får han til at gå med at spille et morsomt nyt spil sammen med kollegerne. Det hedder bureaukrati og går ud på, at den, som først rører en finger, har tabt.
Selv kroniske pessimister kan live op, blot de kommer i deres rette milieu. I skulle have set min bror forleden dag. Han er den fødte hypokonder og blev stjernelykkelig, da han ved en fejltagelse kom til overvære en lægekongres.
Langt de fleste pessimister brænder deres broer af, længe før de når hen til dem.
Folk er også blevet mere ærlige nu om stunder. Som en indehaver af et supermarked ganske rigtigt bemærkede; intet gør det lettere at modstå fristelser end en ordentlig opdragelse, en fornuftig livsindstilling - samt vidner!
Også blandt de unge er der nu langt flere optimister end tidligere. Min nabos søn, evighedsstudenten, tror ikke bare fuldt og fast på hvert eneste ord i Maos lille røde. Han tror tilmed, at plastomslaget er ægte læder!
Mennesket har en dejlig evne til at vokse fra sorgerme og kun huske de gode ting. Vi kan godt foranstalte en lille praktisk prøve: hvad var du egentlig bekymret for sidste år ved denne tid? Nej, dér ser I bare. Ingen kan besvare dette spørgsmål. Så er der heller ingen grund til at hænge med øreflipperne.
Det er sjældent, at man hører om folk, der er virkelig langt nede. En undtagelse oplevede jeg sidste søndag, hvor man fortalte mig om en kollega og sagde, at han følte sig så langt nede som en vandpyt, så ensom som en karrusel uden børn og så nervøs som et postbud på en hundeudstilling.
Men man skal hele tiden søge at udglatte de tilsyneladende sørgelige ting og få andre til at se tingene i deres rette relief. Som min søn sagde, da han sidst fremviste karakterbogen: det er i virkeligheden bare sådan, at min lærer er frustreret, Det er, når alt kommer til alt, kun skattevæsenet han er arrig på, jeg er bare blevet syndebuk. Trist for læreren, arme fyr!
Det er også kun tit de små ting, der skal til, for at skabe rene underværker. Som en af mine yngre kolleger betroede mig: bevidstheden om at være velklædt giver mig større trygheclsfølelse, end nogen religion kan skænke mig.
Iøvrigt bør man ikke bedømme en mand efter hans tøj, men efter hans kones tøj. Men det er en helt anden historie. Selv trøster jeg mig med, at et oplagt gode ved kun at have en habit er, at jeg altid véd, hvor jeg har min blyant.
Mine damer og herrer. Der findes tusinder af store og små glæder, og verden omfavner altid en optimist. Skal vi skåle sammen!